Frejas forvandling blev et kald – siden har hundredvis af børn fået nye muligheder
15. april 2026

Frejas forvandling blev et kald – siden har hundredvis af børn fået nye muligheder

Peter og Christoffer bag det prisvindende projekt Rising Stars troede på Freja. Og det gjorde hele forskellen.

7-årige Freja Juhl Larsen har det svært, da hun sammen med sin familie tager til Parasportens Dag i Frederiksberg Idrætspark tilbage i 2017.


- Jeg kan huske, at vi på det tidspunkt har sene aftener, hvor jeg græder og stiller spørgsmål om, hvorfor jeg ikke er som alle andre. Hvorfor jeg har sværere ved at kaste en bold eller løbe en tur, eller hvorfor det ser anderledes ud, når jeg går, fortæller Freja, der har cerebral parese (CP), som giver nedsat funktion i hendes venstre side af kroppen.


I deres søgen efter hvad som helst, der kan hjælpe på Frejas trivsel, har hendes forældre taget hende med til arrangementet, hvor man kan afprøve forskellige sportsgrene. Her møder de Peter Rosenmeier, der er parabordtennisspiller og på det tidspunkt fundraiser i Parasport Danmark – og hans kollega Christoffer Petersen, der er landstræner inden for samme sport. De to står blandt andet for rekruttering til Parasport Danmarks bordtennisafdeling.


Imens Christoffer spiller bordtennis med Freja, vender forældrene deres bekymringer for datteren med Peter. Han kender til at skille sig ud, for han mangler halvdelen af en arm, tre fingre på en hånd og halvdelen af det ene ben – og Frejas situation gør indtryk på ham.


I ugerne efter har Peter og Christoffer en dialog om, hvorvidt de kan gøre noget for hende.
- Vi får den idé, at det kunne være spændende at prøve at give en pige som Freja de optimale omstændigheder for træning og se, hvor langt, hun kan nå nationalt og internationalt, fortæller Peter.

 

Der sker noget med Freja
Idéen resulterer i, at Freja efter aftale med familien starter op med ugentlig træning med Christoffer i Brøndby hos Parasport Danmark. Efter omkring seks uger får Peter et overraskende opkald fra Frejas forældre.


- De fortæller mig, at Freja er vokset helt vildt i sin måde at være på, efter hun er begyndt hos os. Hun er blomstret op, blevet mere udadvendt, og der er ikke så mange aftener, hvor hun er ked af det, siger Peter.


Freja selv fortæller:
- Da jeg startede, fik jeg følelsen af, at jeg var god nok, og at folk i miljøet troede på, at jeg kunne udrette store ting. Mine forældre har også fortalt mig, at jeg var god nok, men jeg troede nok lidt mere på det, da det kom fra andre.

 

For Peter og Christoffer er det en øjenåbner. Peter fortæller:
- Vi bliver hurtigt enige om, at hvis der skal så lidt til for at flytte en ung pige så meget, så er vi simpelthen forpligtede til at gøre det med nogle flere børn.

 

Modtager stor pris
Det bliver starten på Rising Stars – et projekt, der siden har hjulpet hundredvis af børn og unge med fysiske handicap ind i fællesskaber inden for sport. Det starter med bordtennis i Brøndby, og siden kommer svømning og skydning til. Projektet sætter løbende flere små hverdagsstjerner på himlen, så der i dag er omtrent 150 aktive børn og unge i Rising Stars fordelt på 11 steder rundt om i landet.

 

Den 15. april i år er projektet og dets to primære drivkræfter, Peter Rosenmeier og Christoffer Petersen, blevet hædret med Helene Elsass Prisen. En anerkendelse, som CP Danmark og Elsass Fonden hvert år giver til et initiativ, en gruppe eller en person, der har gjort en særlig indsats for mennesker med CP.


Prisen er gået til projektet, fordi det har gjort en stor forskel for børnene og gør det muligt for dem at udfolde sig både personligt og sportsligt.

- Vi er utroligt stolte over at modtage prisen og over at forældre til nogen af børnene i Rising Stars har indstillet os.

To spor
Peter fortæller om sigtet med projektet:
- Vores formål er først og fremmest at få børn og unge med fysiske funktionsnedsættelser til at bevæge sig, og dernæst at få dem til at være aktive i lokale idrætsforeninger, hvor de også møder børn uden handicap.


Projektet har derfor to spor: Børnene træner deres sportsgren både sammen med andre med fysiske handicap i Rising Stars, og i almindelige foreninger lokalt.


Freja, der i dag er 16 år, nyder begge dele, og hun fortæller om det særlige frirum, hun oplever blandt de andre børn og unge med handicap i Rising Stars:
- Jeg føler mig ikke anderledes der. Jeg ser på nogen, der ligner mig selv og har de samme udfordringer, og det gør, at jeg slapper mere af og bliver mere selvsikker og glad, siger hun, idet hendes fingre med lakerede negle danser i luften og fortæller med.


Om foreningerne uden for Rising Stars siger Peter:
- Det er ekstremt vigtigt for os at hjælpe børnene ind i lokale idrætstilbud, fordi de der kan danne sociale forbindelser, så de har nogen at være sammen med i skoletiden og lærer at begå sig i samfundet.

 

Børn i mistrivsel
Gennem de otte år, Rising Stars har eksisteret, har Peter gennem samtaler med forældre fået indblik i dårlig trivsel hos mange børn med handicap i 8-10-års-alderen:
- Det har overrasket mig, hvor meget ude på kanten af livet børn i en meget tidlig alder kan være. Min erfaring er, at idrætsforeningerne er gode til at tage imod børn med handicap som for eksempel CP, så længe børnene er små. Men problemet opstår, når sporten begynder at have mere fokus på konkurrence. Der falder mange med handicap fra og bliver mere isolerede, lyder Peters erfaring.

 

En rapport fra Aalborg Universitet fra 2023 viser da også, at der er flere barrierer for deltagelse i idrætsaktiviteter blandt børn og unge med særlige behov. En del børn oplever, at tilbuddene ikke kan tilpasses deres behov, eller at der ikke er tilstrækkeligt med hjælp. Derudover viser den, at holdninger, som børnene møder i idrætten, også afholder nogle fra at deltage.

 

Forventer mere end samfundet
En vigtig del af konceptet i Rising Stars er at tilbyde børnene en høj kvalitet i træningen, så de hele tiden udvikler sig og måske får et forspring i deres lokale idrætstilbud.


- Samfundets succeskriterie for os med handicap er ofte, at vi bare skal kunne være med. I Rising Stars siger vi til børnene: Vi tror, at I kan blive virkeligt dygtige til det her. Jeg er overbevist om, det er derfor, mange af dem udvikler sig voldsomt på det personlige plan, siger Peter.


Er ambitionerne ekstra store, giver Rising Stars også mulighed for at dyrke sport på eliteniveau. Det er Freja et lysende eksempel på. I 2022 vinder hun danmarksmesterskabet i alment regi i sin årgang over for jævnaldrende uden handicap. Og ved europamesterskabet i parabordtennis i efteråret 2025 tager hun og Peter en bronzemedalje med hjem i mixed double sammen.


For langt de fleste i Rising Stars handler det dog mere om at udvikle sig i forhold til sit eget ambitionsniveau end at høste medaljer.

 

Nyt tilbud til små børn
Imens fortsætter Rising Stars med at skabe hverdagens stjerner blandt børn med funktionsnedsættelser, og i 2023 starter Peter og Christoffer i Parasport Danmark et søsterprojekt op. Tumbling Stars er navnet, og det henvender sig til børn i alderen 3-6 år med funktionsnedsættelser for tidligt i livet at styrke deres motorik og give dem gode forudsætninger for at blive aktive i almen idræt og parasport. Projektet er hurtigt vokset og findes ligesom Rising Stars nu mange steder i landet.


- Vi har plads til flere børn i både Rising Stars og Tumbling Stars, så planen er at fortsætte med at udvide projekterne og udvikle børnene, siger Peter.

 

Fakta om Helene Elsass Prisen
Der er tale om Danmarks største pris på handicapområdet. Den bliver uddelt en gang om året af CP Danmark og Helene Elsass Fonden og bliver overrakt af H.K.H. Prinsesse Benedikte, som er protektor for begge organisationer.

 

Om Rising Stars
• Rising Stars er for børn med fysiske handicap, primært i alderen 7-15 år.

• Der er aktuelt omtrent 150 børn med i Rising Stars fordelt på elleve steder i landet.

• Børnene træner alt fra 1 til 7 gange ugentligt alt efter ambitionsniveau. Det aftales mellem det enkelte barn, dets forældre og trænere.

• Træningen foregår både i Rising Stars og sideløbende i lokale idrætsforeninger, som projektet hjælper børnene ind i.

• Projektet er frem til og med 2027 støttet af Den A.P. Møllerske Støttefond. Derefter er planen at drive det videre finansieret af Parasport Danmark.

• Rising Stars blev i april hædret med Helene Elsass Prisen, som CP Danmark og Elsass Fonden uddeler. Prisen blev overrakt af H.K.H. Prinsesse Benedikte.

• Projektet har tidligere vundet Kulturministerens Parasportspris 2020.

Gå til top Top