Ny dokumentation: Voksne med CP mangler målrettede sundhedstilbud
30. april 2026

Ny dokumentation: Voksne med CP mangler målrettede sundhedstilbud

Mange voksne med cerebral parese har i høj grad samme behov for koordination, specialiseret viden og opfølgning som mennesker med erhvervet hjerneskade, men uden adgang til de samme tilbud. Det viser en ny rapport fra Regionshospitalet Hammel Neurocenter.

 

Mennesker med CP er afskåret fra mange af de tilbud, som personer med senhjerneskader har adgang til – på trods af, at de har mange af de samme behov. Det viser en evaluering af et fem-årigt projekt med voksne med CP på Regionshospitalet Hammel Neurocenter.

På området for hjerneskader er der opbygget et system, hvor hjerneskadekoordinatorer understøtter borgerens forløb, og hvor specialiserede rehabiliteringstilbud hjælper borgeren med at træne fysiske og kognitive funktioner. Borgerne følges desuden over tid af en bred vifte af fagpersoner – lige fra fysioterapeuter til talepædagoger.  

Rapporten fra Regionshospitalet Hammel Neurocenter fastslår, at voksne med CP har et lignende behov for koordination, specialiseret viden og systematisk opfølgning gennem hele livet. De har brug for fagpersoner, der følger dem gennem systemet og forstår, hvordan netop deres smerter og udtrætning viser sig. Og de har behov for automatisk at blive indkaldt til konsultationer og udredninger, så helbredsproblemer opdages tidligt. 

 

Tilbuddene findes, men døren er lukket

Rapporten konkluderer, at de manglende tilbud til mennesker med CP i Danmark ikke er sagligt begrundet. Uligheden skyldes ikke forskellige behov, men systemets indretning.  

Tilmed viser rapporten, at mennesker med CP møder urealistiske forventninger om, hvor selvstændigt de skal navigere i systemet, og at deres funktionsniveau ikke vil ændre sig gennem livet. CP forstås ofte enten som udelukkende et motorisk handicap eller som noget, man selv forventes at kunne kompensere for. I rapporten konkluderes det, at mennesker med CP derfor kan komme til at føle skyld og undlade at søge hjælp og lade sig udrede – af frygt for at miste deres støtte.  

Men det behøver ikke være sådan, dokumenterer rapporten, for vi har allerede et system med mange af de tilbud, mennesker med CP har brug for.  

I CP Danmark tager vi den nye viden med i vores dialog med det nye Folketings sundheds- og socialordførere. Det bør være muligt at udvide de tilbud, der i dag gælder for erhvervet hjerneskade, til også at omfatte voksne med CP. Det vil forebygge sygdom og skabe tryghed.

 

Læs mere om rapporten her

 

På fotoet ses CP-teamet på Regionshospitalet Hammel Neurocenter.

Fotokreditering: Agata Lenczewska-Madsen

Gå til top Top