08. september 2026

Manden med de livsforandrende samtaler går på pension

I over 20 år har psykolog Klaus Christensen arbejdet med at hjælpe mennesker med CP og deres pårørende. Med stort fagligt engagement har han især kæmpet for at bringe kognitive vanskeligheder frem i lyset og gøre dem lettere at håndtere.

MAGASINARTIKEL

AF STINE MØRKEBERG | FOTO: KATRINE MARIE KRAGH + CLAUS BRONDBJERG ERICHSEN

Da psykolog Klaus Christensen blev ansat i CP Danmark i 2004, blev det meget hurtigt klart for ham, at der var meget lidt kendskab til de kognitive vanskeligheder, der kan være forbundet med cerebral parese (CP). Med speciale i netop det kognitive område følte han sig kaldet til at være med til at ændre på det. Som han siger:

- Jeg har altid set sådan på det, at når vi får viden om kognitive vanskeligheder, nedbryder vi fordomme om, at de har med intelligens at gøre. På den måde afstigmatiserer vi de mennesker, der har vanskelighederne.

Klaus Christensen er 68 år og går den 1. oktober på pension efter at have arbejdet som psykolog i CP Danmark siden 2004.

 

Tina: Pludselig gav det mening

Tina Højager er et af de mange medlemmer af CP Danmark, der igennem årene har modtaget rådgivning fra Klaus. Hun er 41 år, mor til to, har CP og en kandidatuddannelse. Til daglig arbejder hun på deltid i Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsforvaltningen i Københavns Kommune.

Tina kontaktede Klaus og mødtes med ham første gang i 2018 efter anbefaling fra en kollega i Danske Handicaporganisationer, hvor hun dengang var i virksomhedspraktik.

- Jeg havde det rigtig skidt. Jeg var overbelastet og grådlabil, fordi jeg i mange år havde overkompenseret for udfordringer, jeg ikke anede, at jeg havde, fortæller hun.

Klaus fortalte Tina om de kognitive udfordringer, der kan følge med CP, og hvordan de kan komme til udtryk.

- Det var første gang, jeg hørte om det, og pludselig gav det mening, at jeg havde det så svært, siger Tina.

Rådgivningen fra Klaus førte til, at hun fik lavet en udredning for sine vanskeligheder. Det gav hende indblik i, at hun blandt andet har et langsommere arbejdstempo og er følsom over for støj.

- Jeg fik redskaber til at håndtere udfordringerne og italesætte dem over for en arbejdsgiver. Vigtigst af alt gav det mig en langt større accept af mig selv og min funktionsnedsættelse, siger hun.

For Tina Højager føltes det grænseoverskridende at kontakte en psykolog, men rådgivningen hos Klaus Christensen hjalp hende til større livskvalitet. Privatfoto.

 

 

Ikke alle var begejstrede

For Klaus har samtaler som den med Tina været en central del af arbejdet. Han har både vejledt om neuropsykologiske undersøgelser og hjulpet med at omsætte resultaterne til overvejelser, der kan bruges i hverdagen for den enkelte.

- Da jeg startede, var en del mennesker med CP og folk omkring dem ikke begejstrede for at tale om kognitive vanskeligheder. Jeg oplevede, at der for dem – især for forældrene – var en sorg forbundet med at erkende vanskelighederne. Jeg håber, vi er nået et langt stykke i den proces i dag, siger Klaus.

 

Jacobs møde med Klaus

Næstformand i CP Danmark Jacob Nossell er blandt dem, der har ændret holdning til kognitive vanskeligheder. Han mødte første gang Klaus som 18-årig. Ligesom Tina kom han til psykologen for rådgivning, fordi han kunne mærke, at han havde nogle vanskeligheder i sin hverdag, som var svære at sætte ord på.

- Som mange andre dengang var jeg vokset op med den forståelse, at CP kun var et fysisk handicap, og at mit hoved i hvert fald ikke fejlede noget. Så da Klaus gjorde mig opmærksom på, at jeg nok havde kognitive vanskeligheder, syntes jeg, det var voldsomt irriterende, fortæller Jacob.

 

Et wakeup-call

I 2013 løb dengang 26-årige Jacob ved et uheld direkte ud foran en bus og kom på hospitalet med to hjerneblødninger og flere skader. Det blev det wakeup-call, som åbnede hans øjne for de udfordringer, han havde med at skabe overblik.

- Det er virkelig positivt, at der i dag er kommet mere fokus på kognitive vanskeligheder. Samtidig er det vigtigt, at vi fortsat har fokus på, at folk ikke bliver stigmatiseret på baggrund af dem, siger Jacob.

 

En ny fase venter

Klaus har gennem sit arbejde i CP Danmark været med til at sætte kognitive vanskeligheder på dagsordenen, ikke kun i CP Danmarks rådgivning, men også udadtil i beskæftigelsesindsatser og forskning. Han har blandt andet bidraget til ligestilling af fysiske, kognitive og psykiske vanskeligheder på arbejdsmarkedet og udvikling af en metode til at håndtere kognitive funktionsnedsættelser i arbejdslivet. Desuden har han medvirket til videnskabelige artikler om behovet for systematisk kognitiv opfølgning af børn og voksne med CP. En viden, der siden er bygget videre på.

Senest har en undersøgelse fra Aalborg Universitet peget på, at manglende kendskab til egne kognitive udfordringer kan føre til stress og udbrændthed. I undersøgelsen anbefales samtidig mere aktiv brug af neuropsykologiske udredninger i beskæftigelsesindsatsen.

Den 1. oktober starter et nyt kapitel for Klaus, når han efter over 20 år i CP Danmark har valgt at gå på pension. Men foreningen bygger videre på hans arbejde med de kognitive aspekter ved CP.

 

Afskedsreception for Klaus Christensen

Vær med til at fejre Klaus’ mangeårige indsats i CP Danmark ved hans afskedsreception. Alle er velkomne – medlemmer såvel som samarbejdspartnere.

Tid: Onsdag den 30. september kl. 14.30-17.00.

Sted: Handicaporganisationers Hus, Blekinge Boulevard 2, 2630 Høje Taastrup (i CP Danmarks lokaler på 2. sal).

Ingen tilmelding – bare duk op.

 

Artiklen er bragt i magasinet CP INDBLIK nr. 3 2026

Læs magasinet her

Gå til top Top