AF MIKKEL CHRISTENSEN | FOTO: STINE MØRKEBERG
Mit nytårsforsæt for 2026 var at blive mere crip. Mens jeg skriver dette, er det blevet sommer, så det virker som et godt tidspunkt at gøre status. Er jeg blevet mere crip i 2026? Spørgsmålet rejser flere nye spørgsmål end svar, for hvor crip var jeg før, og hvad betyder det overhovedet at være crip?
Sociolog og forsker på Københavns Universitet Olivia Dahl har i en artikel i Pærspektiv fra 2024 forklaret, at cripteori er en forståelse af identitet og en kritisk tilgang til, hvad vi betragter som normalt. Gennem den kan vi gentænke, hvad vi forstår som normalt frem for blot at inkludere mennesker med handicap i det, vi allerede betragter som normalt. Hun fortæller også, at crip-bevægelsen er inspireret af queer-bevægelsen i USA. En bevægelse, der har taget ordet ”queer”, som oprindelig betød ”mærkelig” eller ”udenfor”, og omdefineret det positivt. På samme måde har crip-bevægelsen taget ordet ”crip”, som oprindeligt betød ”krøbling”, tilbage, så det nu får en positiv betydning. Handicap bliver i det perspektiv til noget, man kan bære med stolthed, en værdifuld, kulturel erfaring – noget der skal fejres – ikke fikses. Det betyder også, at man ikke lever på trods af sit handicap, men at man godt kan få positive erfaringer gennem sit handicap.
Behovet for at høre til
Som barn og helt ung ville jeg så gerne høre til. Jeg ville være ligesom alle andre, leve et normalt liv. For mig betød det et liv uden handicap, fordi jeg forbandt alt det dårlige i mit liv med mit handicap, min cerebrale parese (CP). Jeg var ofte på sygehuset og til fysioterapi i forbindelse med behandling, så jeg havde rigtig meget voksenkontakt. Det betød, at jeg fra en tidlig alder udviklede et meget voksent sprog. I skolen blev jeg mobbet på grund af mit handicap og opfattet som gammelklog. Jeg hørte ikke til. Jeg var altid i opposition til min omverden og til mig selv. Jeg ønskede mig altid at være en anden end den, jeg var.
Mange med CP og andre handicap kan sikkert fortælle lignende historier – og historier om, hvordan udfordringer i barndommen stadig præger dem, efter at de er blevet voksne. Sådan er det i hvert fald for mig. Jeg lever med en konstant tvivl på mig selv. Jeg tvivler altid på, om det, jeg har at tilbyde verden, er godt nok. Visse ting har dog også ændret sig, siden jeg var barn. Jeg har fået et stort behov for at kunne spejle mig i andre – også i mennesker med CP. Det havde jeg ikke som barn. I hvert fald var det ikke et behov, jeg lyttede til.
Det begynder med accept
Da crip kom til Danmark for et par år siden, var jeg tilbageholdende med at kalde mig selv crip. Jeg sympatiserede med bevægelsen, som jeg også sympatiserede med queer-bevægelsen, men havde svært ved at forbinde ordet med mig selv – særligt fordi jeg ikke mente, at mit handicap var værd at fejre. Jeg ville bare gerne fikse det og komme videre med mit liv. Jeg kunne ikke se, at netop accept af mit handicap kunne være en vej til at komme videre.
At acceptere mit handicap har været en svær proces for mig, og jeg er der ikke endnu. Når det er sagt, kan jeg godt mærke, at jeg har ændret mig. Nej, jeg er ikke den, der går med i demonstrationer for at råbe politikerne op, men igennem mit frivillige engagement forskellige steder har jeg brugt min historie til at udbrede kendskabet til handicapbevægelsen og nuancere synet på mennesker med handicap. Jeg har brugt mit handicap positivt, og insisteret på, at jeg har nogle særlige kompetencer – ikke på trods af, men på grund af mit handicap.
En øjenåbner
Jeg gav mig selv et nytårsforsæt om at være mere crip i 2026, fordi jeg gerne ville høre til – og ikke længere være i opposition til andre og mig selv. Jeg er stadig ikke stolt af at have et handicap, og indimellem ønsker jeg det stadig langt væk, men jeg er stolt af det, jeg har opnået sammen med andre, når jeg har brugt mit handicap positivt – som en værdifuld, kulturel erfaring i tråd med Olivia Dahls perspektiv.
Jeg deltog for eksempel i årets Royal Run og viste dermed andre – og mig selv – hvad man kan med et handicap. Selvom det i sig selv var en succes for mig at gennemføre, var det en endnu større sejr at løbe sammen med andre uden handicap – ikke adskilt fra dem – og vide, at alle havde mulighed for at vælge den distance, de ville løbe. På den måde har Royal Run via tilpasninger omdefineret, hvad der er normalt.
Mit nytårsforsæt har ikke gjort mig mere crip, men det har været en øjenåbner. Det har fået mig til at indse, at jeg allerede er crip, at der er forskellige måder at leve sin crip-identitet på, og at jeg hører til. Det er en opløftende tanke.
Fakta
Mikkel Christensen er 38 år og har CP. Han arbejder til daglig som kommunikationsmedarbejder i Videncenter om Handicap og laver frivilligt arbejde igennem CP Ung (en afdeling af CP Danmark) og andre handicaporganisationer.
På paerspektiv.dk kan du ved at søge på ”crip” finde den artikel af Olivia Dahl, som Mikkel Christensen omtaler. Titlen er ’Du kender queer-bevægelsen, men hvad med crip?’
Artiklen er bragt i magasinet CP INDBLIK nr. 3 2026
