Hvis der er noget, Jeppe Forchhammer hader, så er det dårlige undskyldninger. Især undskyldninger for ikke at komme ud at rejse. Der er trin, kantsten, trapper, dårlig tilgængelighed og hotelværelser, der ikke rummer plads til en kørestol.
- Undskyldningerne er ofte mange, men det kommer man jo ingen vegne med, lyder hans vurdering. Og jo, mange mennesker med handicap er stærkt udfordret, og når det så kombineres med manglende tilgængelighed, så står de gode rejseoplevelser ikke ligefrem i kø. Sådan har det også været for Jeppe Forchammer, 27 år, der om nogen ved, hvor besværligt livet kan være, når man har en form for cerebral parese, der gør det svært at sidde roligt i kørestolen, uden særlig meget balance i overkroppen samt har arme og ben, der groft sagt kun er i vejen. Tillige har Jeppe en mavesonde og er uden verbalt sprog, så al kommunikation foregår med øjenstyret tale-computer.
Egmont Højskolen blev vendepunktet
Flere ophold på Egmont Højskolen fra sommeren 2007 til 2013 blev imidlertid for alvor et vendepunkt for Jeppe. Tidligere, da han boede hjemme, havde forældrene altid rejst meget og fundet glæde ved at dele deres ferieoplevelser med Jeppe. Men de seks år på højskolen lærte ham, at tilgængelighed det er noget, man selv definerer – og selv skaber!
Det er faktisk blevet hans mantra, som han efterlever og holder foredrag om. Samtidig er det blevet udgangspunkt for nogle fantastiske rejseoplevelser på egen hånd - med hjælpere – rundt omkring i verden. Faktisk har han indtil videre besøgt 33 lande. Og det er ikke de ganske almindelige rejseoplevelser, Jeppe samler på, ofte er det nogle helt vildt spektakulære ferier, som kun de færreste ville turde vove sig ud på.
Som dengang han på en længere rejse til USA skulle springe tandemspring i faldskærm i San Francisco og blev nødt til at tape sig sammen med masterspringeren. Det var for at hans arme og ben ikke fløj rundt som nogle farlige løsdele, der risikerede at slå masterspringeren ud. Her var sikkerhedslåsen ikke nok, hvilket er et godt eksempel på, at tilgængelighed ikke nødvendigvis er noget, der findes, men noget man kan skabe, hvis man har viljen og ser mulighederne. Instruktøren, der ellers var en meget erfaren skydiver, indrømmede efter springet, at udfordringen med Jeppe havde været noget større, end han havde forestillet sig, og Jeppe husker tydeligt, at den amerikanske instruktør skyllede oplevelsen ned med et stort glas whisky, efter de var landet i god behold. Det var også samme instruktør, der sørgede for, at Jeppe fik en flyvetur, han aldrig glemmer. Det foregik 30 meter under en helikopter i en lang wire.
- Det var en helt vild oplevelse, fortæller Jeppe, mens han viser de vilde billeder fra helikopterturen, som får en tur i Tivolis luftgynger til at minde om ren søndagsskole.
Føler sig fri i vandet
Som lille tog hans far og mor ham med i svømmehallen, ja faktisk gik han til svømning, helt til han var 17 år, hvilket har gjort ham helt tryg ved vand. Samtidig har vand jo også den dejlige egenskab, at det er nemt at bevæge sig i.
- Jeg føler mig fri og slapper mere af i vandet, hvor trykket er en god terapi for mine muskler, understreger Jeppe, der altid har ønsket at dykke.
Det er en drøm, der for længst er gået i opfyldelse. Faktisk er han rimelig rutineret og har nu 53 dyk i bogen, efter at han tog sit dykkerkursus på Egmont Højskolen. Igen er det fantasien og viljen, der har været afgørende for, at det i det hele taget er lykkedes ham at komme under vand i længere tid. Da han ikke er i stand til at bruge et mundstykke fra de traditionelle lungeapparater, har han fået specialfremstillet en såkaldt ’full-face’ ansigtsmaske, der er skræddersyet til hans ansigt, og som sikrer ham en mere hensigtsmæssig måde at trække vejret på under vand.
Ved hjælp af den specialfremstillede ansigtsmaske, og de to obligatoriske hjælpedykkere samt en specialuddannet handicap-instruktør, som han altid skal have med, boltrer han sig som en fisk i vandet. Af sikkerhedsmæssige årsager er dyk ned til seks meter, det længste han har været nede. En af de største dykkeroplevelser fik han for nogle år siden, hvor han dykkede ved øerne Gili Air i Indonesien. Vandet var varmt og livet under havover- fladen fantastisk med farvestrålende fisk og koraller.
Burning Man
På en længere rejse til USA, hvor han var afsted med et hold af hjælpere, var den ultimative største oplevelse at deltage i festivalen ’Burning Man’ langt ude i Nevadas ørken. Efter en hel dags køretur i stegende sol, med en stor forsyning af vand i bagagerummet, nåede Jeppe og hans crew endelig frem til festivalen, der det år samlede ca. 60.000 mennesker.
Det var en helt vild oplevelse med en masse sjove aktiviteter i en hel uge. Præmissen for at deltage er, at man bidrager med en installation af kunst eller andet organisk materiale, som bliver brændt af ved festivalens afslutning. Deraf navnet. Helt efter aftale blev Jeppe – og det faktum at det i det hele taget var muligt at få ham med ud i Nevadas ørken i el-kørestol – brugt som en øjenåbner- installation. Og mange var vildt impo neret. En af dem var Jerry fra Texas, som blev meget inspireret af Jeppe og hans gå-på mod. Jerry havde aldrig selv været uden for landets grænser, men at Jeppe - trods store udfordringer - tog ud i verden, fik ham til at nytænke sit liv. Han har siden rejst rundt i en række lande, og sidste år besøgte han Jeppe i Valby. Han havde fået et nyt liv, og det var Jeppe årsagen til, så det blev et hyggeligt gensyn.
Det spændende midtpunkt
Jeppe husker også en sjov oplevelse på en rejse til Tanzania. Her besøgte han en lille landsby, hvor tilgængeligheden bestemt ikke var særlig god: - Der var en grusvej med huller og bump, men det blev alligevel en god oplevelse, fordi vi så det sjove i udfor- dringen og vendte det hele på hovedet, så det blev sjovt at være de steder, hvor der var allermindst tilgængeligt, fortæl- ler Jeppe, der har erfaret, at det mange gange er de mest skøre ting, der binder folk sammen. Jeppe blev da også hurtigt landsby- ens midtpunkt, som de mange børn og voksne stimlede sammen om.
Nu er det imidlertid ikke sådan, at det bærende på Jeppes rejser partout skal være det mest primitive og umulige. Derfor anskaffede han sig for nogle år siden en ’jogger’ – der er en letrullende kørestol/klapvogn med tre hjul, som for det første ikke vejer så meget som en manuel kørestol, og for det andet er nem at betjene. Så går man lidt på kompromis med nogle ting, så kan man komme steder hen, man ikke umiddelbart troede mu- ligt. Blandt andet elsker Jeppe at færdes i naturen, og med joggeren under sig har han med stor succes besøgt skove, strande og sågar ørkener.
