Af Frands Havaleschka
Du har to valgmuligheder: Du kan få pension eller pension. Sådan lød ordene fra Johnny Jagwanis sagsbehandler på et møde, hvor et stort hold af fagfolk var samlet for at drøfte hans fremtid. Johnny blev både forvirret og vred og kom i tvivl, om det bare var de voksnes måde at sige tingene på, for han kunne kun se én mulighed. Og den brød han sig ikke om. Lige fyldt 18 år med hele livet foran sig var han indstillet på at uddanne sig og blive til noget. Han har altid fået at vide, at han var god til at tegne og udstyret med en ’krøllet’ hjerne og en både kreativ og sjov streg.
Han følte derfor, at der var gode muligheder ud af det spor. Så førtidspension som 18-årig? Ikke tale om. 17 år - og mange kampe - senere er han dog i tvivl, om det nu også var den rigtige beslutning. For som han siger, da vi over en kop te i hans lejlighed i Urbanplanen på Amager sidder og snakker om hans liv og drømme. - Mit voksne liv har bevist, at har man fire hjul, så skal man skubbes rundt i manegen. Og det føler han med god grund, at han er blevet.
Introkursus som mediegrafiker
Efter folkeskolen fik han en lille forsmag på det kreative miljø, da han på Teknisk Skole i København i 2000 var tilmeldt et introkursus til et videregående forløb som mediegrafiker. Hans uheld var, at han umiddelbart forinden havde gennemgået en stor operation på Hvidovre Hospital for at styrke bevægeapparatet. Operationen gik godt, men da kommunen ikke ville betale for en kvalificeret genoptræning, så var Johnny den eneste på operationsholdet, der ikke gjorde fremskridt.
Det betød, at han fik en skidt start på Teknisk Skole, og den manglende genoptræning kom til at præge det videre forløb. - Selv om jeg senere kom vidt omkring, så var det i virkeligheden nok her, min deroute startede for alvor, siger Johnny Jagwani. Men trods de mange udfordringer havde han masser af gå-på-mod til at gennemføre introkurset.
At en lærer samtidig mente, at han havde talent, og det blot var de andre faktorer udenom, der holdt ham tilbage – bl.a. havde han ingen hjælperordning – gav ham kun yderligere blod på tanden. Skolen var imidlertid ikke indstillet på at lade ham slippe gennem nåleøjet til en videregående uddannelse på det mediegrafiske område, så Johnny stoppede på Teknisk Skole og blev tilbudt pension som 18-årig.
Et ordentligt menneske
Da han sagde nej tak til den løsning, blev han i stedet tilbudt et højskoleophold på Egmont Højskolen for at ’blive et ordentligt menneske’, som hans sagsbehandler udtrykte det, hvilket er et citat, som Johnny aldrig glemmer. Ord blev til handling, og Johnny startede på Egmont Højskolen i efteråret 2001. Samtidig lovede kommunen at se på mulighederne for en jælperordning.
- Men da opholdet sluttede efter fire måneder, havde kommunen end ikke åbnet sagen, derfor fik jeg et semester
mere og senere yderligere to, fortæller Johnny Jagwani.
- Her fandt højskolen ud af, at jeg behøvede hjælp for at kunne komme videre med mit liv og min uddannelse, men kommunen sagde nej. Højskolen havde lovet kommunen ikke at slippe Johnny, før der var fundet en løsning. Det betød imidlertid, at opholdet på Egmont Højskolen trak ud og endte med at vare tre år.
En tur omkring Animationsskolen
Hjemme på Amager igen startede han i 2004 HF enkeltfag som springbræt til Universitetet. Hans ønske var at komme på Animationsskolen i Viborg og blive tegnefilmsanimator. Efter nogle år med HF enkeltfag blev han opfordret til at søge optagelse på Animationsskolen, hvilket bestemt ikke er helt let. Optagelsesprøven er noget, man skal inviteres til. Og det blev Johnny, som blandt de i alt 600 basisansøgere kæmpede om en af de maksimalt 25 pladser. Desværre kom han ikke det sidste stykke. I stedet blev han opfordret til at gennemføre tegnekurser på skolen, i det der i folkemunde kaldes ’kravlegården’.
Her forsøgte Johnny med stor flid at vise sit talent og gennemførte flere kurser i løbet af en to-årig periode. Men det var ikke nok til at få chancen til en ny optagelsesprøve. Niveauet var steget betragteligt i de to år, der var gået, og selv ikke hans synlige forbedringer på tegneskolen samt gode råd fra studievejlederen kunne ændre den kendsgerning. Johnny måtte slukøret vende hjem igen, men hans gamle hjemkommune ville ikke have ham, nu hvor han havde haft sin adresse på et kollegieværelse i Viborg i to år. Ikke uden grund følte Johnny sig som den grimme ælling.
- Bare det at komme tilbage til Amager, var en stor kamp, husker Johnny, der havde lært en masse af kurserne på Animationsskolen og derfor - vejledt af sin jobkonsulent - håbede at få en ny chance på mediegrafiker-uddannelsen på Københavns Tekniske Skole. Men skolen sagde nej. Det samme gjorde Johnny, da kommunen efterfølgende tilbød et nyt ophold på Egmont Højskolen. Han så den samme film udspille sig for sit indre blik og havde ikke lyst til at komme tilbage på højskolen 10 år efter – som 29-årig.
Fem års mareridt
Johnny sagde stop. Nu må det være nok, men det var det ikke. Det var i 2011. Med hjælp fra Spastikerforeningens socialrådgiver Jens Tamborg arbejdede han på at få tildelt den pension, han var blevet tilbudt 11 år før. Men nu havde piben imidlertid fået en anden lyd. Kommunen sendte Johnny ud i en arbejdsprøvning, der skulle bygges op til fuld tid midt i perioden.
I stedet sled det ham ned og sluttede brat allerede efter tre måneder, da han kun var halvt igennem forløbet. På det tidspunkt var han på grund af udtrætning begyndt at komme til skade. Slutrapporten fastslog, at han ikke var egnet til lønnet arbejde. Derfor blev en veldokumenteret ansøgning om pension indgivet sidste åbningsdag i 2011, inden den nye strammere lovgivning nærmest har gjort det umuligt at få tilkendt førtidspension, før man fylder 40 år.
Johnny fik afslag, og i kølvandet på det fulgte fem hårde år med afslag på afslag, fordi kommunen ikke mente, at han var endelig afklaret. Et afslag fra Ankestyrelsen lod Johnny vælge mellem HF eller et træningsophold og efterfølgende arbejdsprøvning. Men det ville Jobcentret se stort på, de ville bare gerne have ham i fleksjob. Nødtvungent valgte Johnny derfor et kort ophold på Egmont Højskolen, hvor han gennemførte en genoptræningsplan. Den viste klart, at han ikke kunne det, som kommunen ønskede, at han skulle kunne. Som et sidste desperat forsøg prøvede Jobcentret at overtale Johnny til at skrive under på et fleksjob og lokkede med et ressourceforløb på TV Glad, hvis han skrev under. Det gjorde han ikke.
Indkaldt til møde
Kort tid efter blev Johnny indkaldt til møde, men han var nu så stress-ramt, at kroppen sagde stop, og på et kort opfølgningsmøde fik han endelig tilkendt sin førtidspension. I afgørelsen, som blev sendt til ham den sidste dag i september 2016, skrev kommunen, at han opfyldte betingelserne for at få førtidspension. I flere punkter henviste de til den udredning, der var foretaget i 2011, og som var grundlaget for ansøgningen.
Men hvorfor skulle der gå fem år med at træffe den beslutning? Det undrer både Johnny Jagwani og Spastikerforeningens socialrådgiver Jens Tamborg. Nu er forsørgelsesgrundlaget ændret fra kontanthjælp til pension. Det giver ham et betydeligt større økonomisk råderum på godt 7.000 kr. i forhold til kontanthjælpen. Men hvad der er endnu bedre: Nu kan han trække vejret igen og atter se lyst på fremtiden, selv om drømmen om uddannelse og job ikke gik i opfyldelse.
------------------------------------
Kort om Johnny:
Han er 34 år, kørestolsbruger og født med cerebral parese tetraplegi, hvilket påvirker både arme og ben. Han er opvokset på Amager, hvor han var enkeltintegreret elev på Kastrupgårdskolen, hvor stort set ingen andre af de 600 elever havde et handicap. Han bor i en lejlighed i Urbanplanen på Amager og har BPA-ordning. Johnny er en dygtig tegner og har bl.a. beriget Spastikerforeningens medlemmer med sjove og eftertænksomme illustrationer til medlemsbladet og i flere år til kursus-katalogerne.
