Fra Aarhus til København med enkeltbillet

Peder Stausholm og Claus Kirstein Andersen har altid været livsnydere på den store klinge. Efter mange år i Jylland nyder de nu tilværelsen i København.

Tekst og foto: Frands Havaleschka

Definitionen på et godt liv er for os, at man lever det liv, man gerne vil. Og det gør vi! Ordene kommer uden tøven fra Peder Stausholm og Claus Kirstein Andersen, da vi sidder i deres nye lejlighed i Nordhavn, et stenkast fra Langelinjekajen til den ene side og Marmormolen til den anden. Lejlighedens indretning er stærkt præget af deres store fetich for dukker og figurer - som de har ca. 200 af – samt deres indgående interesse for retromøbler og retrolamper.

Et par model-træsejlskibe i hver sin glasmontre, fl ere fi gurer, bl.a. af Tintin med hunden Terry, Johannes Døberen, Gøg og Gokke og von Rainer i fuld størrelse dekoreret med Odd Fellow-ordener samt malerier fra auktioner, serigrafi er af Richard Mortensen og et P4-skilt fra DR’s hedengangne Radiohus på Rosenørns Allé, fuldender indretningen.

Der er nok at kigge på og lade sig inspirere af i hjemmet, og den kreative indretning harmonerer godt med beboernes budskab om et godt liv. Det er sådan, Peder og Claus godt vil leve. Væk med det snorlige og konforme, ind med det specielle og kreative.

En rask beslutning
Sådan var det også, da de for nogle år siden tog beslutningen om at rykke fra Aarhus til København, nærmest over natten. En beslutning, der ikke lige ligger til højrebenet, når begge har cerebral parese, er el-kørestolsbrugere og har hver sit hjælperteam. Men de gjorde det. Det var i juli 2016, og de har ikke fortrudt.

- Godt nok har vi måtte give afkald på vores handicapbil for at få økonomien til at hænge sammen i Nordhavn, men vi er glade for, at vi kan bruge byen og kan komme rundt i vores kørestole. Vi tager ofte toget, og ind imellem bruger vi flextrafik, hvis vi skal ud på længere rejser, fortæller Peder Stausholm.

De er enige om, at det har fungeret rigtigt godt, men indrømmer også at det indimellem kunne være fedt med en delebilsordning, der omfattede muligheden for at dele en handicapbil. En idé som hermed er givet videre. En anden god ting ved at flytte til København er, at de nu begge er accepteret som borgere i Københavns Kommune. Tidligere oplevede de store kommunale slagsmål om hvilken kommune, der skulle sørge for hvad: Betalingskommunen eller bopælskommunen?

Peder kommer oprindeligt fra Silkeborg, og Claus, der er født i Randers, flyttede kort tid efter fødslen til Sønderjylland. Disse geografiske fakta gav flere store udfordringer, og ikke mindst retssager kommunerne imellem, da parret boede i Aarhus.

Mødtes på Østerskoven
Peder og Claus, der er født i april 1959 med seks dages mellemrum,mødte hinanden første gang i 1976 i Revalideringstilbuddet Østerskoven i Hobro, nu Neurocenter Østerskoven. Her boede de i henholdsvis tre og fire år, hvor deres fremtidsmuligheder blev testet i forskellige værksteder og optræningsforløb.

- Det var et fedt sted, hvor der var en masse andre unge mennesker med handicap, og vi havde det sjovt, specielt i weekenderne, husker Peder og Claus, der begge ser tilbage på opholdet med stor begejstring.

De blev kærester i 1980 og flyttede sammen i 1983, dengang med et hold hjælpere under den kommunale forsøgsordning, Århusordningen, der enere kom til at danne skole for den nuværende hjælperordning/BPA. De startede med at fl ytte ind i et gårdhavehus i det almennyttige boligselskab Trillegården. Nogle år senere involverede de sig i et nyt andelsboligprojekt på Jernaldervænget i den anden ende af Aarhus, hvor Peder kom med i byggeudvalget. Han var således med til at indrette de 19 andelsboliger og fælleshuset i bebyggelsen Margueritten, hvor parret boede i 24 år frem til 2016.

Vi trækker stikket
For nogle år siden begyndt de at lede efter købere til deres andel. Det var ikke helt nemt, og da det endelig lykkedes, var de ikke sene til at udskifte de 102 kvm. i Aarhus med den nye 4-værelses på 116 kvm. med altan i Nordhavn.

- Nu har vi boet her i knap halvandet år, og vi nyder det, understreger Peder og Claus, der er begyndt at få de forskellige forretninger, caféer og kultursteder helt ind under huden. Som de kreative kunstnere de selv er - Peder havde i mange år et grafisk værksted, og Claus skriver bøger og er nu i gang med at skrive et teaterstykke – er de storforbrugere af kultur og oplevelser. Det gælder også, når de ’trækker stikket ud’ og tager på den årlige ferietur til Berlin. Her har de fundet en udlejningslejlighed i Prenzlauer Berg, som fungerer for dem og deres lille udvalgte ferie-hjælperteam.

- Vi har været der 14 år i træk, og efter at vi i nogle uger har nydt livet i Berlin og været helt fri for fysioterapi, sygemeldinger, regninger og henvendelser fra kommunen, så er vi fyldt op med gode oplevelser og helt nye mennesker,
når vi tager hjem igen.

- Det er virkelig fedt, og noget vi altid ser frem til, siger Peder – og Claus nikker.

Sidst opdateret:
Gå til top Top