Vi har ikke råd til at lade arbejdskraft gå tabt
01. december 2025

Vi har ikke råd til at lade arbejdskraft gå tabt

MAGASINARTIKEL

AF LANDSFORMAND PIA ALLERSLEV

 

Kun knap en tredjedel med cerebral parese (CP) er i arbejde, selvom mange kan og gerne vil bidrage på arbejdsmarkedet. Det er et stort tab for den enkelte, men i høj grad også for samfundet, som går glip af motiverede og kompetente medarbejdere.

I CP Danmark tror vi på, at vi som samfund kan ændre det – med mere viden, bedre støtte og mere fleksibilitet.

Regeringens igangværende reform af beskæftigelsessystemet lover en mere værdig og fleksibel indsats med borgerens behov i centrum. Det åbner muligheder for mennesker med handicap, som ofte har brug for netop skræddersyede løsninger og støtte til at finde det rette jobmatch.

Men reformen giver også anledning til bekymringer hos os i CP Danmark.

Specialfunktionen Job og Handicap har været en central enhed for viden og rådgivning for jobcentre og virksomheder, og det vækker uro, at den nu står til at blive nedlagt. Det samme gør planerne om at fjerne unges ret til mentorstøtte. Der er behov for mere viden og målrettet støtte – ikke mindre.


Mere viden – mindre mistolkning

Mange med CP oplever kognitive udfordringer som udtrætning, koncentrationsbesvær og nedsat arbejdshukommelse, men det bliver alt for ofte misforstået som manglende evne eller vilje til at udføre arbejdsopgaverne. Det er det ikke. Det er en del af livet med CP. Og med den rette viden og støtte kan mange flere bidrage til arbejdsfællesskabet. Derfor opfordrer vi i CP Danmark til, at neuropsykologiske udredninger bliver tilgængelige for alle med CP i overgangen fra skole og uddannelse til arbejdsmarkedet – og anvendes i mødet med jobcentret. Vi mener desuden, at de ved behov bør tilbydes igen senere i livet, hvor der kan være brug for opdateret viden om skånebehov. Kognitive udfordringer kommer meget forskelligt til udtryk, og bedre indsigt i dem kan hjælpe mange med CP til at navigere bedre i arbejdslivet.

Derfor har vi i CP Danmark i et høringssvar til beskæftigelsesreformen gjort den ansvarlige minister opmærksom på behovet for ret til relevant specialfaglig udredning og vurdering.

 

Virksomhederne vil gerne, men mangler støtte

Reformen lover én indgang til kommunen for virksomheder, der ønsker assistance med at skaffe arbejdskraft – det kan være en styrke, hvis den bruges til at fremme inklusion. Mange arbejdsgivere vil nemlig gerne ansætte mennesker med handicap, men mangler viden og støtte. Her er der brug for, at kommunerne bliver bedre til at rådgive og hjælpe virksomheder. Mange mennesker med CP har brug for fleksible muligheder for at arbejde på deltid og i fleksjob, og det er derfor helt afgørende, at virksomhederne har let adgang til viden om disse muligheder – og til viden om diagnoser og handicap.

Vi har ikke råd til at lade arbejdskraft gå tabt. Vi har brug for alle – og vi tror på, at alle kan bidrage, hvis de får chancen.


Pia Allerslev, landsformand for CP Danmark

 

 

Artiklen er bragt i vores medlemsmagasin CP INDBLIK nr. 4 2025

Læs magasinet her

Sidst opdateret:
Gå til top Top