Til kamp for bedre toiletforhold
02. december 2025

Til kamp for bedre toiletforhold

Mangel på veludstyrede og rummelige toiletter besværliggør et frit liv. Det forsøger Changing Places Danmark og CP Danmark at ændre på.

MAGASINARTIKEL

TEKST: STINE MØRKEBERG | FOTO: CHANGING PLACES DANMARK

 

Skal bleen skiftes på gulvet eller i bilen – eller skal jeg blot blive hjemme fra den tur eller det arrangement, jeg gerne ville til?

Det dilemma kommer mennesker med omfattende fysiske handicap nemt til at stå i. Flere tidligere undersøgelser og opgørelser viser nemlig, at de må kigge langt efter ordentlige toiletforhold, når de færdes i det offentlige rum.  

Det vil organisationen Changing Places Danmark lave om på. Organisationen arbejder for at få flere toiletter i Danmark med gode faciliteter for mennesker med forskellige handicap. Drivkrafterne bag er projektleder Lyndsay Jensen og hendes 21-årige søn Bjørn, der har cerebral parese (CP).

- I årevis har han og vores familie levet med offentlige faciliteter, der ikke passer til hans behov. Vi har ordnet den personlige hygiejne på toiletgulve, i biler, i venners biler og endda udendørs, når vejret tillod det, siger hun og fortsætter:

- Vi vil gerne have arkitekter, udviklere, beslutningstagere og offentlige steder til at forstå, at når størstedelen af folk med omfattende handicap siger, at tilgængelige toiletter ud fra almindelige standarder ikke møder deres behov, kan status quo ikke fortsætte.

 

CP Danmark: Ingen skal opgive ture

Tidligere på året blev CP Danmark medlem af organisationen og støtter derved deres kamp for offentlige toiletter. Foreningens formand Pia Allerslev siger:   

- Det burde ikke være nødvendigt for mennesker med CP i 2025 at fravælge ture og udflugter, fordi de ikke kan være sikre på at finde et ordentligt toilet.

 

Første toilet åbnet

Organisationen arbejder for at indføre certificerede Changing Places-toiletter i Danmark. Det er toiletter med plads til personer med store kørestole og en eller flere assistenter. Toiletterne er også kendetegnet ved at have en anordning monteret i loftet til at flytte personer til og fra kørestolen og toilettet. Endelig skal de have en skiftebænk, der kan justeres i højden.

Det første toilet, der lever op til certificeringen, åbnede i juli måned ved Planetarium på Vesterbro i København. Pia Allerslev glæder sig over forbedringen.

- Hver gang Changing Places åbner et nyt toilet, er det et lille skridt i den rigtige retning mod ligeværdige forhold for alle, siger hun.

 

Fakta

  • En opgørelse fra 2023 viser, at 50.000 mennesker med omfattende fysiske handicap kun har mulighed for at komme på toilettet otte steder i Danmark.
  • En undersøgelse blandt kvinder med muskelsvind påbegyndt i 2021 tyder på, at mange er nødsaget til at benytte sig af “tissematematik”. Altså at udregne tidspunkter for toiletbesøg eller grundigt undersøge toiletforholdene, før de tager ud.
  • I Storbritannien findes der over 2.600 Changing Places-toiletter, mens der i Norden indtil videre kun er få af dem.

 

Kilder: danskhandicapforbund.dk, rcfm.dk og changingplaces.no

Sidst opdateret:
Gå til top Top