Brevstem før folketingsvalget Du kan brevstemme i Danmark fra torsdag den 26. februar 2026 til og med fredag den 20. marts 2026. Du kan brevstemme i alle landets kommuner, fx på borgerservicecentrene. I nogle kommuner kan du også brevstemme på biblioteker eller mobile brevstemmesteder. Find en oversigt på din kommunes hjemmeside eller på borger.dk
Stem fra en institution
Hvis du er indlagt på hospitalet eller bor på bosted, kan du brevstemme fra institutionen. Det er personalet, der fungerer som brevstemmemodtagere. Spørg dem om, hvordan du brevstemmer fra institutionen.
Brevstem i eget hjem
Hvis du er syg eller på anden måde fysisk ikke er i stand til at forlade dit hjem, kan du søge om at brevstemme hjemme. Du kan søge fra torsdag den 26. februar 2026 til torsdag den 12. marts 2026 kl. 18.
Du skal søge om at brevstemme i hjemmet i den kommune, du bor i. Henvend dig til kommunen for at få ansøgningsskemaet. Hvis du modtager hjemme- eller sygepleje, kan du få et ansøgningsskema af den person, der yder plejen.
Stem på valgdagen
Alle har ret til at få hjælp til at stemme. På alle valgsteder er en stemmeboks med plads til dig og en hjælper. Du kan få hjælp på valgstedet af to medarbejdere. Du kan også vælge at få hjælp af en person, du selv har valgt.
Stem udenfor
Hvis afstemningsstedet ikke er tilgængeligt pga. trapper eller lignende, har du mulighed for at stemme udenfor. Du skal henvende dig til en medarbejder på valgstedet, som vil tage dit valgkort med ind i valglokalet og hente en stemmeseddel til dig.
Du kan derefter udfylde stemmesedlen udenfor, i din bil eller lignende, og lægge den i en stemmekasse, som bliver bragt ud til dig. Medarbejderne på valgstedet skal sørge for, at du kan stemme, uden at andre kan se, hvad du har stemt.
Kilde: Indenrigs- og Sundhedsministeriet