MAGASINARTIKEL
TEMA | BESKÆFTIGELSE
TEKST OG FOTO: STINE MØRKEBERG
Et mylder af forældre kommer for at hente deres hujende, hinkende og hoppende poder på en legeplads i børnehaven. Beskeder skal leveres til rette far eller mor, imens konflikter mellem småfolk kalder på håndtering. Den slags situationer volder besvær for Andreas Evert, da han frem til slutningen af 2024 arbejder som pædagog på 12. år.
- Når jeg får mange informationer på én gang, mister jeg overblikket. Jeg bliver hurtigt træt, så arbejdet med børn er en udfordring, siger han, da CP INDBLIK i efteråret i år mødes med ham.
Tilbage i 2024 har Andreas endnu ikke den fulde indsigt i netop de vanskeligheder. Han har godt nok som helt ung fået lavet en neuropsykologisk undersøgelse af sine kognitive funktionsnedsættelser på grund af hans cerebrale parese (CP), men den er forældet.
Mangler ord for udfordringer
Omkring 2018 føler han sig udbrændt og bliver sygemeldt første gang, hvilket munder ud i en beskæftigelsesindsats i kommunen.
- Der er ikke fokus på, at det kan have noget med mit handicap at gøre, så der bliver lagt vægt på hurtigt at få mig tilbage på arbejdsmarkedet, siger Andreas.
Andreas’ oplevelse er langt fra unik. En ny undersøgelse fra Aalborg Universitet sætter fokus på de barrierer, mennesker med CP møder i beskæftigelsen. Den viser blandt andet, at personer med CP ofte behandles som almindelige jobsøgende, mens deres specifikke udfordringer let bliver overset – præcis som Andreas har oplevet det.
For Andreas betyder det, at han efter sin første sygemelding kommer tilbage til arbejdet som pædagog, men noget er ikke, som det skal være.
- Jeg har intet overskud, når jeg kommer hjem fra arbejde i den periode, og jeg må sige nej til alle sociale arrangementer, fortæller han.
Muren rammer igen
I slutningen af 2024 må han sygemelde sig med stress. Mens han er på sygedagpenge, er han i dialog med Københavns Kommune om, hvad der skal ske. Andreas fortæller:
- Det er svært for mig at formidle mine udfordringer til jobkonsulenten på en måde, der er forståelig for hende. For hvad betyder det egentlig, når jeg siger, at jeg bliver hurtigt udtrættet? Jobkonsulenten er meget forstående hele vejen igennem og prøver at finde de bedste løsninger, men vi mangler begge viden, siger han.
Andreas kontakter CP Danmarks psykologiske rådgivning, som vurderer, at der er brug for en opdateret undersøgelse af hans kognitive vanskeligheder. Rådgivningen kontakter efter aftale med Andreas Københavns Kommune og foreslår, at han afklares hos Center for Hjerneskade. Det fører til, at Andreas i juli måned i år sidder over for en neuropsykolog med et tykt ringbind foran sig. Sammen skal de på en opdagelsestur i hans hjerne, som bliver afgørende for hans videre forløb.
På jagt efter svar
Fra kontorlokalet i Center for Hjerneskade på Amager falder lyset ind gennem vinduet med udsigt til en gård. Efter en snak med Andreas udvælger neuropsykologen de mest relevante tests fra ringbindet. Andreas bliver bedt om at tegne efter et motiv, opremse tal og ord og løse andre opgaver.
Undersøgelsen giver ham et grundigt indblik i hans vanskeligheder i form af udtrætning, koncentrationsbesvær og problemer med overblik – og hvordan de kommer til udtryk i forskellige situationer.
- Det har virkelig hjulpet mig at have papir på mine udfordringer og kunne sætte ord på dem over for kommunen, siger Andreas.
På baggrund af undersøgelsen vurderer kommunen, at Center for Hjerneskade med sin specialiserede viden er rette instans til at hjælpe ham i beskæftigelse.
- Jeg har fundet ud af, at jeg skal være i et job uden for mange indtryk, og hvor det nærmest er nedskrevet, hvad jeg skal lave. Samtidig skal jeg kunne bruge mine ressourcer, siger Andreas og uddyber, mens et afslappet smil breder sig på hans læber:
- Folk har tit sagt til mig, at jeg er rolig, venlig og nem at betro sig til. Jeg føler også, at jeg er… velformuleret, når jeg bruger lidt tid på at finde de rette ord.
Viden giver muligheder
Neuropsykologisk undersøgelse har ikke kun været en hjælp i Andreas’ tilfælde. Det bliver i undersøgelsen fra Aalborg Universitet også anbefalet som en del af løsningen på de barrierer, mennesker med CP i dag møder i beskæftigelsessystemet. En anbefaling, CP Danmark bakker op om og bidrager til gennem blandt andet rådgivning til både mennesker med CP og fagpersoner i kommunerne. Foreningen hjælper med indsigt i, hvordan CP kan komme til udtryk kognitivt og rådgiver om, hvornår neuropsykologiske udredninger er relevante.
CP Danmark har derudover for tiden et særligt samarbejde med Københavns kommune, hvor ledige sygemeldte med CP, som er i kontaktforløb i Jobcenter København, kan henvises til en afklarende samtale i CP Danmark om kognitive udfordringer.
- Kognitive udfordringer kommer meget forskelligt til udtryk, og bedre indsigt i dem kan hjælpe mange med CP til at navigere bedre i arbejdslivet, skriver CP Danmarks formand Pia Allerslev i lederen på side 4 her i magasinet og fortsætter:
- Derfor har vi i CP Danmark i et høringssvar til beskæftigelsesreformen gjort den ansvarlige minister opmærksom på behovet for ret til relevant specialfaglig udredning og vurdering.
Bedre arbejdsliv i sigte
Da CP INDBLIK taler med Andreas, er han sammen med Center for Hjerneskade ved at afsøge muligheden for, at han kan komme i virksomhedspraktik på et museum omkring 10 timer om ugen. Centret og Andreas ser nemlig et potentiale i, at han der vil kunne kombinere sine pædagogiske kompetencer med en interesse for historie – og sine skånehensyn. Andre muligheder er også i spil, og hans videre karrierevej fortsat ved at blive asfalteret, men det vigtigste for ham er, at han nu kan se en fremtid for sig med jobmuligheder, der imødekommer hans behov.
- Nu, mens jeg er under afklaring, har jeg meget mere overskud til mig selv, end da jeg arbejdede som pædagog. Jeg laver aftensmad til mig selv frem for at spise færdigretter, og jeg har et socialt liv, siger Andreas, der ser et fleksjob som den mest oplagte løsning på sigt.
Med mere energi i hverdagen vokser også troen på, at han fremover kan få en meningsfuld plads på arbejdsmarkedet.
- Jeg glæder mig til igen at bidrage til samfundet ved at tjene penge til skattekassen og dele ud af mine ressourcer og min viden, siger han.
Fakta
Få rådgivning om neuropsykologisk undersøgelse
Kommunen kan bevilge en neuropsykologisk undersøgelse, hvis den vurderer, at der er behov, for eksempel i forbindelse med en indsats for beskæftigelse. Som medlem af CP Danmark kan du altid kontakte foreningens rådgivning for vejledning. Din sagsbehandler eller en virksomhed er også velkommen til at ringe for at få viden om CP.
Artiklen er bragt i vores medlemsmagasin CP INDBLIK nr. 4 2025