AF PIA ALLERSLEV - LANDSFORMAND I CP DANMARK
En afgørende drivkraft har alle årene været de frivillige, som er foreningens hjerte. Gennem årtier har engagerede medlemmer båret fællesskabet frem lokalt. Frivillige har arrangeret alt fra børneudflugter og kreative aktiviteter til framerunning, valgdebatter, bowling og julefester. For vi er mange forskellige mennesker med hver vores interesser – og det er vi stolte af. Også fremover vil vi være en åben og inkluderende forening. Derfor skal CP Danmark fortsat være landsdækkende, båret af frivillige og med et stærkt fælles sekretariat, der støtter kredsene, driver projekter, rådgiver og varetager medlemmernes interesser over for politikerne.
Det politiske arbejde har altid været en hjørnesten i vores virke. Vi vil fortsat holde politikerne op på deres ansvar for at sikre rettigheder, reel inklusion og respekt – i tråd med FN’s handicapkonvention.
Når vi ser tilbage, er det tydeligt, hvor langt vi er nået. Tidligere var det udbredt, at børn med CP voksede op på institution uden selvbestemmelse. Mange botilbud var uværdige, og der manglede viden om, hvordan kognitive udfordringer har betydning for mange med CP.
Mange af de forhold, som CP Danmark har kæmpet for gennem tiden, er heldigvis ændret. Nu har vi et opfølgningsprogram for børn og unge på børneambulatorierne, et helhedsorienteret rehabiliteringstilbud til voksne er ved at blive udviklet – og et botilbud i verdensklasse til mennesker med CP er ved at blive bygget på Jonstrupvang. Vi har som forening formået at beholde vores kritiske røst. Blandt andet da vi sagde klart ”nej tak” til regeringens rammeaftale for handicapområdet, som vi opfattede som en politisk spareøvelse – og da vi tog del i den store demonstration ’Undskyld vi er her’ på Christiansborg i foråret 2024.
Men der er stadig meget at kæmpe for. CP Danmarks medlemmer møder fortsat begrænset tilgængelighed i offentlige rum og en virkelighed præget af ulighed i sundhed. De mangler et landsdækkende rehabiliteringstilbud, og den sundhedsfaglige indsats på mange botilbud er ikke god nok. De får ikke de neuropsykologiske udredninger, de har brug for, og heller ikke nok støtte i et presset social- og beskæftigelsessystem – for blot at nævne nogle af udfordringerne. Derfor fortsætter vi kampen – i samarbejde med fagfolk, politikere og andre handicaporganisationer.
Vi ser fremad mod en forening, hvor mennesker med CP og deres pårørende fortsat mødes med forståelse, viden og fællesskab. En forening, der tør stille krav til samfundet – og samtidig arbejder for at skabe håb og handlekraft hos det enkelte menneske.
Tak til alle, der har været med på rejsen – og til jer, der er med til at forme næste kapitel. Sammen gør vi en forskel. Også de næste 75 år.