Hvem er din favorit til Helene Elsass Prisen 2026?
28. november 2025

Hvem er din favorit til Helene Elsass Prisen 2026?

Nu kan du foreslå din kandidat til prisen på 150.000 kroner, der hylder en særlig indsats for mennesker med CP.

 

AF STINE MØRKEBERG | FOTO: ELSASS FONDEN

Er du stødt på nogen, der med engagement, kreativitet eller nytænkning har forbedret vilkårene for mennesker med cerebral parese (CP)? Så er det nu, du kan hjælpe med at give dem den anerkendelse, de fortjener. Frem til og med den 16. januar 2026 kan du nemlig indstille kandidater til Helene Elsass Prisen.

Der er tale om Danmarks største pris på handicapområdet. Den er stiftet af CP Danmark og Elsass Fonden og gives hvert år af fonden og CP Danmark til et initiativ, en gruppe eller en person, der har ydet en bemærkelsesværdig og positiv indsats for mennesker med cerebral parese.

Du har mulighed for at foreslå enhver, der har haft positiv betydning på CP-området, uanset om det er gennem personligt engagement, frivilligt arbejde eller i en professionel sammenhæng. Dog er ansatte i Elsass Fonden og CP Danmark ikke blandt de mulige modtagere, mens frivillige fra organisationerne godt kan være kandidater.

Har du en gruppe eller en person i tankerne, der tidligere har været indstillet til prisen, er det ikke en forhindring for, at du kan pege på dem igen – så længe de ikke er tidligere modtagere.

 

Prisoverrækkelse i april

Et udvalg med repræsentanter fra Elsass Fonden og CP Danmark gennemgår og vurderer alle indstillinger til Helene Elsass Prisen.

Spændingen kulminerer den 15. april 2026, når modtageren af Helene Elsass Prisen afsløres til et festligt arrangement i Elsass Fondens lokaler i Charlottenlund. CP Danmarks og fondens fælles protektor, Prinsesse Benedikte, står for at overrække prisen.

 

Send din indstilling

Du kan indstille en gruppe eller person til prisen ved at udfylde den officielle indstillingsformular med kandidatens navn og en kort beskrivelse af, hvorfor vedkommende har gjort sig fortjent til prisen. 

Indstil din kandidat her

Sidst opdateret:
Gå til top Top