Find den rette støtte til dit arbejdsliv
02. december 2025

Find den rette støtte til dit arbejdsliv

De handicapkompenserende ordninger kan være nøglen til at få foden inden for døren på arbejdsmarkedet eller holde fast i dit nuværende job. Læs mere om dem her.

MAGASINARTIKEL

TEMA | BESKÆFTIGELSE

AF LINE MCMONAGLE, SOCIALFAGLIG RÅDGIVER I CP DANMARK | FOTO: PEOPLEIMAGES.COM

 

Har du nogensinde følt, at arbejdsmarkedet er designet til alle andre end dig? Der kan være støtte at hente i fire ordninger, som kan hjælpe dig med at kompensere for de barrierer, du kan møde på grund af din fysiske eller psykiske funktionsnedsættelse. Det kan være i et job eller fleksjob – eller i et beskæftigelsestilbud fra jobcentret, såsom virksomhedspraktik eller løntilskud.

Der findes fire forskellige ordninger: Personlig assistance, hjælpemidler, fortrinsret og Isbryderordningen.

 

Personlig assistance
Har du brug for særlig støtte på arbejdet, under efteruddannelse eller i et beskæftigelsestilbud, kan du få en personlig assistent. Du kan for eksempel få hjælp til tunge løft, tegnsprogstolkning eller struktur i opgaverne, så du kan udføre dit job eller gennemføre uddannelsen på lige fod med andre.

Har du brug for personlig assistance, skal du kontakte jobcentret i din kommune. Det vurderer, om du opfylder betingelserne, og hvor mange timers støtte, du kan få. Du skal som regel kunne dokumentere dit behov – for eksempel med en lægeerklæring eller en beskrivelse fra din arbejdsplads.

Som udgangspunkt kan du få op til 20 timers hjælp om ugen, men ved særligt omfattende behov, kan du få støtte i flere timer – i nogle tilfælde op til fuld tid.

Din arbejdsplads får tilskud fra jobcentret og ansætter den personlige assistent. Assistenten kan enten være en person, der ansættes til opgaven, eller en kollega, der får rollen som assistent.

 

Hjælpemidler
Har du brug for særligt udstyr for at kunne udføre dit arbejde eller tage en efteruddannelse, kan du søge om hjælpemidler gennem jobcentret i din kommune. Det kan være en speciel ergonomisk kontorstol, ordblinderedskaber eller installation af en rampe. Skal du på efteruddannelse, er der mulighed for særligt tilrettet undervisningsmateriale.

Hjælpemidlet skal være nødvendigt for, at du kan udføre dine opgaver, og det må ikke være noget, arbejdspladsen normalt stiller til rådighed, såsom et hæve-sænkebord.

Hjælpemidler kan enten bevilges som udlån fra jobcenteret eller som tilskud til arbejdsgiveren. Er der brug for fysiske ændringer af arbejdspladsen, skal arbejdsgiveren godkende dem.

 

Fortrinsret
Når du søger et job i det offentlige, kan du have ret til at blive kaldt til en jobsamtale, hvis du har et handicap og opfylder uddannelseskravene til jobbet. Du har altså kun ret til at blive kaldt til samtale om et job som pædagog, hvis du rent faktisk har en pædagoguddannelse.  

Formålet med fortrinsretten er at give dig bedre muligheder for at komme til samtale og dermed øge dine chancer for at få jobbet.

Får du ikke jobbet, skal arbejdsgiveren sende en begrundelse for afslaget til jobcentret i din kommune, som herefter skal forhandle med arbejdsgiveren for at afklare, om du alligevel kan ansættes i stillingen. Fortrinsret er dog ingen garanti for, at du får jobbet.

Du kan søge stillinger med fortrinsadgang på to måder:

  • Gennem dit jobcenter: Jobcentret henvender sig til arbejdsgiveren og gør opmærksom på, at du søger stillingen med fortrinsadgang.
  • Udenom jobcentret: Du skriver i din jobansøgning, at du søger med fortrinsadgang på grund af din funktionsnedsættelse.

 

Isbryderordningen
Er du nyuddannet med handicap og mangler erfaring på arbejdsmarkedet, kan du ansættes med løntilskud i op til et år. Du får overenskomstmæssig løn, og arbejdsgiveren får tilskud fra jobcentret til en del af lønnen. Du skal bruge ordningen inden for to år efter, du har afsluttet din uddannelse, og jobbet skal matche din uddannelsesretning.

For at blive ansat gennem isbryderordningen eller høre mere, skal du kontakte jobcentret i din kommune, som kan vejlede dig i ansøgningsprocessen.

 

Læs mere

Du kan læse mere om de forskellige ordninger på borger.dk under ”Uddannelse, job og handicap”.

 

Billede:

Colourbox-billede af håndtryk ved jobsamtale.

Billedtekst: Colourbox.dk / Peopleimages.com

Sidst opdateret:
Gå til top Top