Med projektet Forældre, Følelser og Fællesskab skaber vi forældregrupper, hvor forældre til børn med CP kan mødes, dele erfaringer og finde støtte i fællesskabet. Som gruppefacilitator for en gruppe i dit lokalområde kommer du til at spille en central rolle i projektet og bliver samtidig en del af et stærkt netværk af frivillige.
Din opgave bliver at facilitere samtalerne, understøtte gruppens dynamik og sikre gode rammer for gruppen. Du deltager selv aktivt i gruppen på samme vilkår som de andre forældre.
Hvad indebærer det at være gruppefacilitator:
I gennemsnit skal du afsætte omkring tre timer om måneden fra juni 2026 til september 2027. Nogle perioder vil være lidt mere travle end andre – dem kan du få overblik over herunder.
- Deltagelse i kurset ’Intro til CP Danmark og forløbet som frivillig’ (5 timer d. 18 april, Odense)
- Deltagelse i forældrearrangementet Forældre, Følelser og Fællesskab (5 timer i juni, Ringsted /Aarhus)
- Planlægning af gruppeforløb for din forældregruppe, herunder at finde og booke lokaler og forplejning
- Forberede gruppesamtaler med forudbestemt indhold (en times forberedelse til hver samtale)
- Tre fysiske (3 timer inkl. praktisk forberedelse)
- Fire online (2 timer inkl. tekniske forberedelse)
- Opsamlingsmøde for alle frivillige (4 timer d. 4. september 2027, Odense)
- Kontakt til regional koordinator undervejs
- Mulighed for sparring med CP Danmarks rådgivere undervejs
Vi afholder en kursusdag, hvor du bliver klædt på til at facilitere gruppesamtaler for en gruppe på mellem 6 - 10 forældre. Her får du konkrete redskaber til at skabe struktur, tryghed og gode rammer i forældregruppen. Kurset tager udgangspunkt i en metode udviklet af FriSe (Frivilligcentre & Selvhjælp Danmark), og du får også faglig viden om CP og forældres udfordringer fra CP Danmarks psykolog Klaus Christensen.
Kurset finder sted den 18. april i Odense. Tilmeld dig herunder.
OBS: I feltet 'besked til CP Danmark' må du gerne angive, om du har et barn med CP, og hvilken alder barnet har, samt hvorfor du gerne vil være frivillig gruppefacilitator.