Du eller din familie (forældre, søskende eller andre pårørende) kan søge om værgemål tidligst 6 måneder, før du fylder 18 år. Før man kan søge værgemål, skal man bestille en telefonsamtale med en sagsbehandler i Familieretshuset, som vejleder om de forskellige muligheder og hjælper jer med at vurdere, om der er brug for et værgemål.
Et værgemål skal altid være så lidt indgribende som muligt. Det kan handle om personlige forhold, økonomiske forhold eller begge dele.
Attestordningen - Et enklere alternativ
Fra 1. juli 2025 er der kommet en enklere mulighed som alternativ til værgemål. Familieretshuset kan udstede en attest til en nær pårørende, fx én af dine forældre. Attesten giver din pårørende lov til at hjælpe dig med nogle ting i hverdagen – f.eks. betale faste regninger, kontakte kommunen eller klage over en afgørelse.
Hvis du eller dine pårørende vil vide mere om værgemål og attestordningen, kan I finde information på Familieretshusets hjemmeside. Her kan I også se, hvordan I får fat i dem for yderligere vejledning.