Når du fylder 18 år, ændrer dine muligheder for træning og fysioterapi sig. Tidligere har du måske hjemmetrænet med dine forældre, fået fysioterapi i skolen eller hos kommunen.
Som voksen findes der hovedsageligt to muligheder for fysioterapi/træning, hvor du ikke selv skal betale. Dem kan du læse om her på siden.
Vederlagsfri fysioterapi – sundhedsloven
For at få fysioterapi, som bliver dækket af det offentlige (vederlagsfri fysioterapi), skal du opfylde visse krav. Du skal enten have:
- Et svært fysisk handicap
- En funktionsnedsættelse, der kommer af en fremadskridende sygdom
Derudover skal du have en diagnose, der står på Sundhedsstyrelsens liste over diagnoser. Cerebral parese (CP) er på listen – men det betyder ikke, at alle med CP automatisk har ret til gratis fysioterapi.
Ifølge Sundhedsstyrelsen betyder et svært fysisk handicap, at du ikke kan klare dig selv indendørs i alle døgnets 24 timer uden hjælp eller hjælpemidler.
Det betyder, at nogle med CP kan få gratis fysioterapi, mens andre ikke kan. Er du i tvivl, kan du altid tale med din læge om, hvordan reglerne gælder i netop din situation.
Det er din læge, der henviser dig til vederlagsfri fysioterapi, og så vælger du selv, hvilken fysioterapeut, du gerne vil gå hos. Nogle klinikker har ventelister. På Sundhed.dk kan du se, hvor lang ventetiden er hos de forskellige fysioterapeuter:
Den fysioterapeutiske indsats kan foregå på hold eller som individuel behandling eller som kombination af begge. Det er din fysioterapeut, der vurderer, hvilken indsats du har brug for.
Vedligeholdende træning – serviceloven
Hvis du ikke kan få vederlagsfri fysioterapi, kan du i nogle tilfælde søge kommunen om vedligeholdende træning efter servicelovens § 86, stk. 2. Kommunen vurderer ud fra din situation, om du kan få det bevilget.
Ofte er der tale om et tidsbegrænset forløb på op til 3 måneder, men hvis der er behov for det, kan kommunen også give træning i længere tid.