En god socialpolitik viste vejen

Maibritt Møller Nielsen.Maibritt Møller Nielsen, som i mange år har været selvstændig erhvervsdrivende, har ikke tidligere været politisk aktiv, men oplevelserne med datteren Smilla har nu fået hende til at kridte den politiske bane op ud fra devisen: Mindre kommune - mere menneske.

Smilla, der har cerebral parese, er 23 år, kørestolsbruger og bor hjemme, har efterhånden haft så mange dårlige oplevelser med kommunens håndtering af hendes udfordringer, at det nu må være nok.

- Det er som at slå i en dyne. Hverken kommunen, Ankestyrelsen eller andre instanser har været villige til at hjælpe, selv om jeg har gjort, hvad jeg kunne, fortæller Maibritt Møller Nielsen.

Blandt andet har hun fået bevilget aflastning, som hun ikke kan bruge til noget, fordi Smilla føler størst tryghed i hjemmet og derfor ikke har brug for aflastning ude, men afløsning i hjemmet.

- Det kan jeg ikke se noget problem i, men det vil kommunen ikke bevilge, fortæller Maibritt Møller Nielsen, der er fortaler for, at pengene skal følge borgeren, så man selv kan udpege hjælp og støtte ud fra et individuelt behov.

Netop denne holdning er Nye Borgerlige fortaler for, hvilket tiltalte Maibritt, da hun skulle finde sit politiske ståsted. Hun mener, at partiet har en fantastisk socialpolitik og har derfor valgt at stille op som kandidat for Nye Borgerlige til byrådet i Frederikssund Kommune. Her er hun udpeget som spidskandidat for en gruppe på fem kandidater.

En anden og mere generel ting hun vil kæmpe for, er at den systematiske fjernelse af hjælp fra mennesker med handicap hører op. Hun mener, at et skridt i den rigtige retning vil være at få handicapområdet flyttet væk fra kommunerne, så visitationsdelen og den bevilgende myndighed bliver
skilt ad.

Sidst opdateret:
Gå til top Top