”Det er vigtigt at alle er repræsenteret”

Sidsel Rastad19-årige Sidsel Rastad er formand for SFU på Frederiksberg og stiller
op til kommunalvalget for SF i den traditionelt konservative kommune.
Sidsel har cerebral parese og er kørestolsbruger, hvilket har givet mange erfaringer på handicapområdet.

- Jeg har naturligvis en holdning til handicapområdet i kommunen, men bestemt også til mange andre ting, fortæller Sidsel, der går i 3.G.

Hun mener, at det er vigtigt, at alle borgere er repræsenteret i kommunalpolitik, men at der mangler flere unge og mennesker med handicap i det politiske billede.

- De personer, der bliver mest påvirket af kommunens politik, skal høres, mener Sidsel, der ønsker, at det skal være nemmere at være borger med et handicap på Frederiksberg.

Hun har boet hele sit liv på Frederiksberg, kender til systemet i kommunen og mener, at der er behov for nye input. Hvis hun bliver valgt ind, vil hun blandt andet arbejde for boliger til unge og grønne prioriteringer – ud over naturligvis bedre forhold for handicappede.

- Handicapområdet på Frederiksberg bliver mest synligt, når noget er gået galt. Det, synes jeg, skal ændres. Der skal spares mindre og skaffes midler til handicapområdet, siger Sidsel, der håber at få stemmer fra unge borgere på Frederiksberg.

Sidst opdateret:
Gå til top Top