Brevstem til folketingsvalget – også hjemmefra

Brevstem til folketingsvalget – også hjemmefra

Du kan brevstemme fra den 15. maj til folketingsvalget den 5. juni, og nogle har også mulighed for at brevstemme hjemmefra.

Onsdag den 5. juni 2019 er der valg til Folketinget i Danmark. Men faktisk kan du afgive din stemme før, hvis det passer dig bedre end at stemme på selve valgdagen på det valgsted, du hører til. Så skal du bare brevstemme. Du kan brevstemme fra onsdag den 15. maj 2019 til og med lørdag den 1. juni 2019 kl. 16.00.

Sådan brevstemmer du

Du kan brevstemme i en hvilken som helst kommune og ikke blot i den kommune, hvor du bor. Du kan for eksempel møde op på et borgerservicecenter og brevstemme. Nogle kommuner giver også mulighed for at brevstemme på biblioteker eller andre steder. Kontakt kommunen, eller gå ind på kommunens hjemmeside for at se, hvor du kan brevstemme, og hvad åbningstiderne er.

Du skal huske at medbringe legitimation, for eksempel kørekort, pas eller sundhedskort, når du møder op for at brevstemme. Hvis du har brevstemt, kan du ikke stemme på valgdagen. Men du kan godt stemme igen inden for fristen – den nyeste stemme tæller.

Kommunerne har indgået en aftale med PostNord, der skal sikre, at alle brevstemmer mellem kommunerne når frem til det rette valgsted til tiden.

Stem i eget hjem

Vælgere, der er syge eller mangler førlighed, har mulighed for at stemme i eget hjem til folketingsvalget den 5. juni 2019. Hvis du på grund af sygdom eller manglende førlighed ikke har mulighed for at komme til valgstedet på valgdagen, kan du ansøge om at brevstemme i eget hjem. Hvis du ønsker at brevstemme hjemme, skal du søge om det hos din kommune.

Du kan søge om at stemme hjemme ved at udfylde et særligt ansøgningsskema, som du kan få ved at kontakte din kommune eller du kan søge om at stemme hjemme ved at kontakte din kommune telefonisk.

Kommunen skal have din ansøgning senest fredag den 24. maj 2019 kl. 18.00. Den enkelte kommune må dog godt sætte en senere frist. Du kan få oplyst fristen hos din kommune.

Hvis du får praktisk hjælp hjemme, f.eks. af en hjemmehjælper, hjemmesygeplejerske eller af andre, kan du også få ansøgningsskemaet af dem. De kan også hjælpe dig med at udfylde og indsende skemaet, hvis du har behov for det.

Kilde: Økonomi- og indenrigsministeriet

Find flere informationer hos Økonomi- og indenrigsministeriet

Sidst opdateret:
Gå til top Top