Fortællinger om livet med CP i en coronatid

Fortællinger om livet med CP i en coronatid

Hvordan har du oplevet coronakrisen? Elsass Fonden og CP Danmark står bag konkurrencen ”Fortællinger om livet med CP i en coronatid”, hvor alle med cerebral parese kan deltage.

Logo til konkurrenceCoronalivet har været bizart for alle. Derfor vil vi gerne høre din historie om, hvad coronakrisen har gjort af indtryk på dig. Din fortælling er vigtig, både nu og som et historisk tilbageblik.

Derfor lancerer Elsass Fonden og CP Danmark en konkurrence med titlen:

”Fortællinger om livet med CP i en coronatid”.

En konkurrence om at skabe spændende fortællinger kan give os en følelse af at skabe noget sammen, selvom vi skal holde afstand.

Hvordan har du oplevet coronakrisen? Har den ændret din hverdag? Måske endda dit liv?

Bedømmelse

Fortællingerne bliver bedømt ud fra tre kriterier:

Kreativitet: Har du tænkt over genre, fortælleform, originalitet i sammenhæng mellem form og indhold?
Oplevelser: Har coronakrisen ført til ændringer i din hverdag? Måske nye oplevelser, udfordringer, interesser, rutiner?
Refleksioner: Har coronakrisen ledt til nye tanker om samfundet, livet, samvær, forståelsen af isolation eller fysisk begrænsning?

Form og indhold

Du kan for eksempel tage udgangspunkt i dine personlige oplevelser. Og virkemidlerne er mangfoldige. Du kan skrive, digte, tegne, male, fotografere, lave video osv. – alt der kan fortælle en historie. Du kan formidle, hvordan du har oplevet forringelser, nye muligheder eller hvordan du tror, at coronakrisen vil ændre fremtidens samfund.

Hvem kan deltage?

Eneste betingelse for at deltage er, at du har cerebral parese. Men det er tilladt at få assistance til at udforme fortællingen.

Præmie på 5.000 kroner

Det bedste bidrag bliver præmieret med 5.000 kroner.

Nominering og vinder

Tre bidrag vil blive nomineret af en dommerkomité, der består af repræsentanter fra både CP Danmark og Elsass Fonden. Den endelige vinder findes ved en offentlig afstemning og afsløres ved et arrangement i Elsass Fonden.

Dommerkomité

- Olivia Dahl Nielsen, 25 år, har cerebral parese, er sociologistuderende på Københavns Universitet og praktikant hos Elsass Fonden.
- Sigrid Stilling Netteberg, 30 år, har cerebral parese, er kandidat i socialvidenskab og kommunikation og ansat hos DUOS – pt. på barselsorlov.
- Peter Lindegaard, direktør i Elsass Fonden
- Mogens Wiederholt, direktør i CP Danmark

Indlevering og deadline

Bidrag sendes digitalt via Elsass Fondens hjemmeside her. 

Drejer det sig om fysiske bidrag, sendes/afleveres de til:

Elsass Fonden
Holmegårdsvej 28
2920 Charlottenlund

Gør afstanden eller værkets størrelse det svært at aflevere bidraget fysisk, så lav en video/tag billeder af bidraget og send det via ovenstående link på Elsass Fondens hjemmeside.

Ved at deltage i konkurrencen accepterer du, at dit bidrag kan blive offentliggjort i Elsass Fonden og CP Danmarks medier.

Bidragene skal være uploadet/afleveret senest fredag, den 28. august 2020 klokken 15.

Sidst opdateret:
Gå til top Top