Vær med til at gøre op med vante forestillinger om handicap
07. august 2019

Vær med til at gøre op med vante forestillinger om handicap

Ud med vanetænkningen. Handlingsmødet REIMAGINE 2019 skal ultimativt vise samfundet, at der er forskellige kroppe og forskellige måder at være i verden på. Kom og vær med, opfordrer arrangørerne.

Den kreative tankevirksomhed kommer i spil, når forskere, aktivister, kulturpersonligheder og ganske almindelige borgere mødes for at finde nye måder at tænke handicap på. Det sker i dagene 21.-24. august i Helsingør, hvor Toldkammeret på Havnepladsen, Kulturværftet i Allegade og Kronborg Slot er sat i scene til begivenheden.

Målet med arrangementet er at nytænke handicap, inklusion og tilgængelighed og samtidig skabe handling på området. Det sker gennem tre forskellige mødeaktiviteter: Et såkaldt Actionlab, en vidensfestival og teaterforestillingen Richard III.

Laboratorium for nytænkning

I det kreative laboratorium, Action Lab, samles en gruppe inviterede kunstnere, aktivister og forskere fra Danmark og resten af verden i tre dage til workshops, diskussioner og dialoger, kunstneriske indslag og meget mere.

Formålet er at nytænke begreberne og udvikle konkrete handlinger på handicapområdet i form at nye samarbejder og produkter.

Det er der et stort behov for, vurderer kognitionsforsker Kristian Moltke Martiny, der er en af hovedkræfterne bag REIMAGINE 2019. Ifølge forskeren er de gængse opfattelser af handicap ofte selvforstærkende og stigmatiserende:

– Hvis vi tager f.eks. tilgængelighed som begreb, reduceres det mange gange til kun at være et spørgsmål om elevatorer, ramper og antallet af handicaptoiletter. Her overser man ofte de personlige, psykologiske og sociale grunde til, at tilgængelighed er afgørende for personer med handicap. Vi skal derfor tænke tilgængelighed i meget bredere forstand. Tilgængelighed til beskæftigelse, socialt samvær og familie er lige så afgørende for personer med handicap som alt andet.

Kom og vær med til vidensfestival

Jacob NossellPå vidensfestivalen inviteres alle til spændende talkshows, digtoplæsninger, performances, udstillinger og debatter, hvor planen er at nytænke handicap, inklusion og tilgængelighed i et fællesskab af ligesindede.

Under overskriften ’We eat together’ inviteres der i tre dage til et spændende arrangement i Toldkammeret med spisning og event. Alle dage kl. 18.00-20.00.

Onsdag den 21. august holder komiker og journalist Jacob Nossell oplæg om det politiske klima i Danmark anno 2019. Med udgangspunkt i teaterstykket ”Human Afvikling” og dokumentarfilmen “Naturens Uorden” vil Jacob diskutere politiske filosofiske paradigmer i forhold til sit eget handicap.

Det centrale spørgsmål er, hvorvidt Jacob har lov til at leve i dagens Danmark i et klima af effektivisering, teknologi, optimering m.m. Den centrale tese er, at Jacob udgør vores samfunds “kanariefugl i minen”; når han dratter om, varer det ikke længe, før vi andre også gør det.

Signe DaugaardTorsdag den 22. august præsenteres ’Menneskebiblioteket’ med Signe Hartvig Daugaard. Her kan du møde andre seje, spændende og inspirerende mennesker, der alle brænder for en sag. F.eks. iværksætteri, kunst, politik eller frivillighed. Og så lever de alle med et handicap – på den ene eller anden måde. Det kan være synligt eller usynligt. Fælles for dem alle er, at de er mere end deres handicap.

Fredag den 23. august inviteres der til en ’Poetry-aften’ med digteren og forfatteren, Caspar Eric. Her vil den meget roste forfatter fortælle om sit liv og læse op fra sine værker. Derefter vil han besvare spørgsmål og tage dialogen med de fremmødte.

Caspar EricBilletter til hvert arrangement, der omfatter både måltid og event, koster 60 kroner og købes på hjemmesiden her: Toldkammeret

Det omfattende program slutter lørdag den 24. august med en parade i Helsingør kl. 13.30-14.30 og to spændende oplæg: Kl. 15.00-15.50 - Handicap og medier: Repræsentation eller shitstorm og kl. 16.00-16.50 - Hvor er handicaprettighederne i Danmark?

Her er alle velkomne, man møder blot op.

Teater på Kronborg

HamletScenens egenproduktion af Shakespeares RICHARD III indgår i det samlede program. Forestillingen sætter nyt fokus på emner som identitet og stigmatisering og ønsker bl.a. at gøre op med fortællinger, som forstærker følelsen af at være anderledes og udenfor. Billetter til forestillingen kan købes her: hamletscenen.dk

Du kan læse meget mere om REIMAGINE 2019 på www.reimagine2019.dk

Different bodiesKristian Sverdrup udstiller

Allerede nu - og hver dag frem til den 23. august - kan du opleve Kristian Sverdrups udstilling Reimagine Bodies i Krudthuset ved Kronborg Slot. Udstillingen er en del af REIMAGINE-programmet.

Udstillingen inviterer os til at gentænke vores forhold til kroppen – og de rummelige og sociale relationer den indgår i. Udstillingen viser værker fra Kristian Sverdrups ”Kunstneren som værk” og Masterstuderende ved KADKs ”Different Bodies”.

Fælles for de viste værker er, at de rejser spørgsmål om normalitet og tilgængelighed – uden at tænke kroppen isoleret fra de relationer, den indgår i.

Sidst opdateret:
Gå til top Top