Spastikerforeningens direktør på KL's Handicap- og Psykiatrikonference
06. november 2017

Spastikerforeningens direktør på KL's Handicap- og Psykiatrikonference

Sidst i november holder KL den årlige handicap- og psykiatrikonference. Spastikerforeningens direktør er inviteret med – og han glæder sig til at give sine synspunkter til de mange kommunale deltagere og politikere.

Temaet er ’Rehabilitering – et fælles udgangspunkt’, når KL (Kommunernes Landsforening) afholder den årlige handicap- og psykiatrikonference – denne gang den 28. november i Kolding.

Deltagerne på konferencen er kommunale ledere og medarbejdere på handicap- og socialpsykiatriområdet, politikere, medlemmer af de kommunale handicapråd, bruger- og pårørendeorganisationer samt øvrige aktører på området.

Fælles om fremtidens socialpolitik – hvordan? Hvordan skal vi samarbejde om at hjælpe borgeren med at opnå et selvstændigt og meningsfuldt liv? Hvordan udvikler vi bedst faglig praksis indenfor de lovgivningsmæssige og økonomiske rammer?

Sådan lyder spørgsmålene op til den debat, som Spastikerforeningens direktør Mogens Wiederholt deltager i sammen med Camilla Lydiksen, direktør ADHD-foreningen, Charlotte Markussen, direktør Høje-Taastrup Kommune og Lotte Henriksen, socialchef, Aarhus Kommune.

- På konferencen deltager der mange mennesker med stor indflydelse på handicapområdet. Og det tankesæt, som KL's nye handicappolitiske udspil bygger på, er jo afgørende for den handicappolitik, kommunerne kommer til at føre, så jeg glæder mig til at bringe Spastikerforeningens synspunkter ind i debatten, siger Mogens Wiederholt.

Sidst opdateret:
Gå til top Top