Spændende udspil om bedre veje til en ungdomsuddannelse
02. marts 2017

Spændende udspil om bedre veje til en ungdomsuddannelse

Den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse (STU) bevares, og der kommer en helt ny uddannelse, Forberedende Uddannelse, til elever med særlige udfordringer. Det er nogle af anbefalingerne fra en ekspertgruppe, der har fremlagt en rapport om bedre veje til en ungdomsuddannelse.

Hele tre ministre – undervisnings-, social- og beskæftigelsesministrene – var til stede, da ekspertgruppen "Bedre veje til en ungdomsuddannelse" tirsdag præsenterede sin meget omtalte og stærkt imødesete rapport.

Det er meget interessant og meget omfattende læsning, derfor har vi heller ikke endnu det fulde overblik over, hvilken betydning rapportens anbefalinger kan få for mennesker med cerebral parese. Og vi ved naturligvis heller ikke, hvilke af ekspertgruppens anbefalinger regeringen vælger at gå videre med.

STU’en bevares

Men vi kan i hvert fald konstatere, at den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse (STU’en) ikke er inkluderet i den nye Forberedende Uddannelse, som ellers er tænkt som afløser af en række andre uddannelsestiltag for elever med særlige udfordringer.

Produktionsskoler, erhvervsgrunduddannelsen (egu), den kombinerede ungdomsuddannelse (KUU), den almene voksenuddannelse (AVU), forberedende voksenuddannelse (FVU) og ordblindeundervisningen (OBU) lægges sammen og erstattes af en ny uddannelse, som kaldes Forberedende Uddannelse.

Det er den sammenlægning, STU’en er holdt uden for. Det er vi som udgangspunkt meget tilfredse med, fordi det betyder, at der ikke umiddelbart røres ved målgruppen til og retskravet på en STU. Dvs. at alle, som ikke vil kunne deltage i en ordinær ungdomsuddannelse med udbytte – heller ikke selv om der stilles op med al relevant støtte – stadig vil have krav på en STU. STU’en skal evalueres over de kommende måneder, og her vil Spastikerforeningen naturligvis bidrage med vores erfaringer.

Forberedende Uddannelse

At man nu opretter en helt ny uddannelse, Forberedende Uddannelse, som skal hjælpe elever med særlige udfordringer fra grundskolen videre til en ungdomsuddannelse er i sig selv et interessant og spændende initiativ, som kan vise sig at rumme nye muligheder for unge med cerebral parese eller andre handicap.

Det understreges, at den nye Forberedende Uddannelse skal tage udgangspunkt i den enkelte elevs forudsætninger, faglige niveau og potentiale: Det skal være et fleksibelt og varieret tilbud, som hjælper den enkelte frem mod yderligere uddannelse eller beskæftigelse. Der er endnu ikke taget stilling til, hvilken relation der mere præcist skal være mellem den Forberedende Uddannelse og STU’en. Men man kunne forestille sig, at en hel eller delvis Forberedende Uddannelse kunne indgå i eller lede frem til en STU.

Den nye Forberedende Uddannelse vil få en indgang gennem det, rapporten kalder Den Kommunale Ungeindsats, som er en sammenlægning af UU-vejledningen, PPR, Den specialpædagogiske støtte og flere andre rådgivningsinstitutioner.

Som sagt er der tale om et meget omfattende idekatalog, som skal foldes ud over de næste måneder for senere på året at resultere i egentlig lovgivning. Spastikerforeningen følger rapportens skæbne nøje – ligesom vi også er en aktiv del af evalueringen af STU.

Sidst opdateret:
Gå til top Top