Fotokonkurrence: Den Krøllede Hjerne
14. december 2017

Fotokonkurrence: Den Krøllede Hjerne

Som en spændende del af Hjerneugen 2018 inviterer ’hjerneforeningerne’ til en stor fotokonkurrence med temaet: Den Krøllede Hjerne.

Det er ’hjerneforeningerne’, der i fællesskab har udskrevet konkurrencen for de respektive foreningers medlemmer. Det sker i forbindelse med Hjerneugen, der finder sted i uge 11.

Spastikerforeningen er naturligvis med, og vi håber, at mange af foreningens medlemmer vil bidrage med et eller flere billeder.

Derfor lyder opfordringen: Tag/lav et foto, som viser, hvor fantastisk, kringlet, ufuldkommen, storslået og uforudsigelig den krøllede hjerne er, og send det - gerne i stor opløsning - til Spastikerforeningen senest 1. februar 2018 på mail: spastik@spastik.dk

Det er ikke et krav, at billedet ligner en hjerne eller er et foto af en hjerne. Det kan også være en situation, en episode, en handling eller andet, som associeres med en krøllet hjerne.

Muligheden for at give fotoet en titel eller på anden måde knytte tekst til motivet er også til stede.

Reglerne er enkle. Hver forening bedømmer og udtager op til 10 billeder, som en professionel fotograf bedømmer. Fotografen udvælger to billeder - der får en mindre præmie -  fra hver deltagende forening, som eksponeres i stor størrelse og vises på en udstilling i Hjerneugen.

Fotografen vil her udvælge ét vinderbillede af fotokonkurrencen blandt de 16 deltagende, og vinderen får en præmie.

Udstillingens bidragsydere vil naturligvis blive inviteret med til ferniseringen, men kun i særlige tilfælde kan udstillerens rejseomkostninger blive dækket.

Optræder der personer på billederne, skal fotografen have personernes tilladelse til, at billederne kan anvendes til medieomtale, offentlig udstilling og i andre relevante sammenhænge.

Sidst opdateret:
Gå til top Top