20. november 2019

Belgisk CP-forsker modtager Elsass Fondens forskerpris

Den belgiske professor Bernard Dan er den første modtager af Elsass Fondens nystiftede forskningspris.

Bernard Dan.Han er én af de mest indflydelsesrige stemmer inden for området børn og handicap. Og særligt hvad angår børn med cerebral parese (CP). Derfor belønnes den belgiske læge og ph.d. Bernard Dan med den største pris inden for forskning i CP, den danske ’Elsass Foundation Research Prize’ på en million danske kroner.

Professor Bernard Dan har forsket, undervist, forfattet bøger og har i det hele taget sat et markant aftryk i forhold til viden om CP. Derfor er han den helt rigtige modtager af den nystiftede pris, fortæller komitéformand og professor Thomas Sinkjær.

- Trods hans relativt unge alder, så er Bernard Dans bidrag til CP-viden på globalt plan enestående. Ingen forsker har været lige så ihærdig som ham, når det kommer til at insistere på betydningen af CP-forskning i højeste kvalitet, forklarer komitéformanden.

Bernard Dan fik prisen overrakt af H.K.H. Prinsesse Benedikte ved en ceremoni i Elsass Fonden i Charlottenlund onsdag den 20. november 2019.


Ydmyg, overrasket og meget beæret

Prisen består af 750.000 kroner, som er øremærket ny forskning, mens de 250.000 kroner anerkender forskerens hidtidige indsats. En anerkendelse, som ifølge prisvinderen selv har enormt stor betydning for CP-forskning fremadrettet.

Bernard Dan og H.K.H. Prinsesse Benedikte.- Jeg er både ydmyg, overrasket og meget beæret over at være den første modtager af denne meget vigtige pris, og jeg er meget taknemmelig over for fonden og komitéen, fortæller Bernard Dan og supplerer:

- Prisen vil gøre det muligt for mig at gennemføre et vigtigt projekt, jeg arbejder på. Formålet med projektet er at få en bedre forståelse for hjernens funktion og plastiske egenskaber hos personer med cerebral parese med henblik på at forbedre udviklingen af deres funktionsevne gennem relevant neurofysiologisk stimulation.

Skabe mere viden

Bernard Dan er professor i neurovidenskab ved Université libre de Bruxelles og lægelig chef på et højtspecialiseret hospital for børn og voksne med svære hjerne-, hjerte-, og lungesygdomme. Han er desuden redaktør af et internationalt respekteret tidsskrift, som publicerer videnskabelige artikler omhandlende børneneurologi med et specielt fokus på cerebral parese.

Ifølge Elsass Fondens bestyrelsesformand, Nick Elsass, kan Bernard Dan være med til at inspirere og motivere andre forskere til at interessere sig for CP-forskning. Det har været en afgørende faktor for, at valget faldt på ham som den første modtager af den nystiftede forskningspris.

- Vi har stiftet en pris af denne størrelse i et håb om, at dygtige, internationale og danske forskere får øget interesse i at skabe mere viden om cerebral parese. Vi håber, at det i sidste ende kan få stor betydning for, at livkvaliteten for mennesker med CP øges, siger Nick Elsass.

The Elsass Foundation Research Prize bliver uddelt hvert andet år - næste gang i 2021.

Prinsesse Benedikte overrækker pris.

Foto af Bernard Dan og Bernard Dan/H.K.H. Prinsesse Benedikte: Elsass Fonden

Foto af prisoverrækkelsen: CP Danmark

Sidst opdateret:
Gå til top Top