140 deltagere til Sælungernes jubilæumsfest
09. januar 2018

140 deltagere til Sælungernes jubilæumsfest

Sælungerne festede igennem, da klubbens 40 års jubilæum blev holdt den 6. januar i Esbjerg.

Karna Gregersen.Der var gensynsglæde, brede smil og store krammere, da Sælungernes ukuelige leder, Karna Gregersen, tog imod de 140 festdeltagere, der lørdag den 6. januar var samlet for at fejre Sælungernes 40 års jubilæum.

Rammen var E.F.G. Hallen på Haraldsgade i Esbjerg, der gennem årene har været brugt til mange festlige sammenkomster. Og nu stod den klar igen – iscenesat og smukt pyntet af Karna og hendes gode veninder fra Esbjerg Gymnastikforening.

Præcis på dagen – 6. januar – markerede festen, at det er 40 år siden, at Foreningen for spastisk lammede fik den gode idé, at starte et svømmehold for børn med cerebral parese i Esbjerg. Nogle af de første medlemmer fra den gang var mødt op, og en stor del af de medlemmer, som siden kom til, var også med til at hylde klubben og de mange frivillige, trænere og ledere, der har været med til at præge aktiviteterne.

Oversælen over dem alle – Karna Gregersen – benyttede lejligheden til at præsentere alle som har deltaget og båret klubben igennem de mange års aktiviteter. Enkelte svømmere er næsten lige startet, mens andre har været med i 34 år. Nogle har cerebral parese, andre er autister, udviklingshæmmede eller noget helt fjerde.

For Karna er alle lige velkomne, og selv om hun er beskedenheden selv, så var der heldigvis andre, der mindede hende og forsamlingen om, at Karna er den eneste, der har været med i alle 40 år.

Det er ganske enkelt imponerende, hvilket fortjent udløste mange hurraråb og store klapsalver, ligesom det bugnende gavebord også indikerede, at hendes indsats er værdsat.

Efter at festdeltagerne havde besøgt den lækre buffet adskillige gange, var der musik og danseopvisning - og til kaffen kunne man nyde den specielle ’Sælungelagkage’ fra Guldbageren og Spastikerforeningen. Og så blev der ellers grinet og snakket, spillet og danset boogie woogie hele eftermiddagen igennem.

 

Sidst opdateret:
Gå til top Top