Hvordan er det egentlig at være søskende i en pårørende-relation? Det er et livslangt vilkår at være søskende til et menneske med CP, og det kan være en sårbar og ofte usynlig rolle i familiens liv – det har man naturligvis brug for at dele med andre.
Derfor sætter vi nu fokus på pårørendegruppen af søskende, vi giver dem muligheden for at spejle sig i andre, lytte til andre, fortælle egen historie og blive rummet i et genkendeligt fællesskab.
På kurset vil der blive skabt gode rammer om samtaler, leg og forskellige aktiviteter. Vi vil skabe plads til, at børnene kan høre andres historie, de kan bidrage til samtalen, hvis de ønsker det, og frem for alt kommer de til at mærke et fællesskab og en åbenhed, der er svær at finde ude i deres almindelige hverdagsliv med skole og fritidsaktiviteter. Der vil være inspiration til forskellige fif og tricks til hverdagen som søskende til et barn med handicap.
Noget helt særligt til forældrene
De yngre børn vil blandt andet møde en abe, en porcelænsfigur, en tryllestav og ikke mindst de fineste ryste-glimmer-kugler. De ældre børn kommer bl.a. en tur i ”biografen”.
Men hvor skal forældrene dog gå hen imens, og hvad skal de lave?
Vi har noget helt særligt planlagt til forældrene også. I skal nemlig både blive klogere på, hvordan det er for jeres børn at være søskende, og så skal I møde andre forældre i samme situation som jer selv, og mon ikke der også følger en lille opgave med.
Kurset starter kl. 11.00 med ankomst og formiddags-snacks. Herefter går børn og forældre til hver deres aktivitet.
Der er fælles frokost kl. 12.30-13.15, herefter mødes alle til afslutning af kursusdagen med uddeling af kursusbeviser.