Familiedag med fokus på unge teenagere med CP og deres forældre

31. oktober - Familiedag med fokus på unge teenagere med CP og deres forældre

Årets familiedag, der arrangeres af CP Danmark og Elsass Fonden, sætter fokus på unge teenagere med CP og deres forældre. Arrangementet foregår i år hos Elsass Fonden.

Der var stor interesse for sidste års familiedag, der blev afholdt på Pindstrup Centret i Jylland. På baggrund af interessen har vi valgt at gentage teenage-temaet på årets familiedag, der afholdes lørdag den 31. oktober 2020 i Elsass Fonden, Holmegårdsvej 28, 2920 Charlottenlund.

Familiedagen sætter fokus på de unge teenagere - de 12-15 årige - i overgangen fra barn til voksen – og deres forældre. Mange forældre har svært ved at håndtere, hvad der sker, når deres børn er ved at frigøre sig. På samme måde kan det være svært for den unge at blive voksen – ikke mindst, når man stadig er afhængig af, at ens mor eller far er med til mange aktiviteter.

Hvordan støtter man de unge i den naturlige frigørelse, så de finder deres egne veje til venskaber, fritidsaktiviteter, skolegang og spirende voksenliv? Hvordan sætter man grænser og vejleder? Hvordan støtter man sit barn med at fastholde en plads i fællesskabet? Og hvordan kan man hjælpe, hvis ensomheden og følelsen af at være anderledes opleves?

Der er mange spørgsmål, der presser sig på. Gennem dialog med forældrene, der får mulighed for at fortælle om deres udfordringer og erfaringer, og korte oplæg af CP Danmarks psykolog, Klaus Christensen, og de to forældre, Sinne Thaysen og Solveig Christiansen, der selv har oplevet teenageperioden som forældre til unge med CP, vil dagen sætte fokus på emnet fra forskellige vinkler.

Samtidig vil teenagegruppen være i gode hænder, når Mie Maar Andersen, medarbejder i Forskning og Udvikling, psykolog Annette Spang, Rasmus Hjorth Lund, der er medarbejder i Idræt og Fritid, samt sociologistuderende Olivia Dahl - alle fra Elsass Fonden - skaber hygge og fællesaktiviteter i en god tryg ramme for teenagerne. Aktiviteterne vil blive suppleret med små oplæg og gode snakke for at hjælpe de unge teenagere med at sætte ord på nogle af de tanker, der går igennem hovedet, når man er ved at blive voksen.

Til familiedagen har vi lavet aftaler med nogle børneværter, der sørger for at søskende tilbydes leg og hygge i løbet af dagen.

Program for familiedagen:

Kl. 09.30: Ankomst til Elsass Fonden

Kl. 10.00: Oplæg og dialog i to grupper - forældre og teenagere samt leg og hygge for søskende

Kl. 12.00: Fælles frokost for alle

Kl. 13.00: Oplæg og dialog i to grupper - forældre og teenagere samt leg og hygge for søskende

Kl. 14.30: Fælles afslutning for hele familien

Kl. 15.00: Tak for i dag

Tilmeldingen til dagen er lukket.

Sidst opdateret:
Gå til top Top