Familiedag med fokus på social deltagelse

17. april - Familiedag med fokus på social deltagelse

Social deltagelse er mere relevant end nogensinde. Derfor har CP Danmark og Elsass Fonden i år valgt at lade det være overskriften på årets familiedag. Arrangementet er for CP Danmarks medlemmer og afholdes den 17. april hos Elsass Fonden og den 6. november i Vejen Idrætscenter.

Hele familien samlet til en god dag med masser af erfaringsudveksling, læring, sociale aktiviteter og leg i inspirerende omgivelser. Det er det, der kendetegner familiedagen, som har været en fast aktivitet i mange år.

Det bliver det også i år, hvor CP Danmark og Elsass Fonden sætter fokus på social deltagelse. Målgruppen er børn med cerebral parese i aldersgruppen 7-14 år, deres forældre og eventuelle søskende. Den første familiedag afholdes hos Elsass Fonden i Charlottenlund, lørdag den 17. april kl. 9.30-15.

Her sættes der et bredt fokus på både fritid og skole, og hvad der skal til for at blive inkluderet i skolen. Det har vi fået Lotte Hedegaard-Sørensen til at fortælle meget mere om. Hun er lektor på Dansk institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU) og har blandt andet forsket i netop inklusion/eksklusion i skolen. Med det som udgangspunkt holder hun oplæg for forældrene.

Derudover vil Olivia Dahl Nielsen, der selv har cerebral parese (CP) og er i gang med en uddannelse som sociolog, holde et oplæg med overskriften ’Familieliv - perspektiver fra unge med CP’. Hun lægger op til en reflekteret snak om at være ung med CP - først for forældrene og derefter for gruppen med børn med CP.

I oplægget rettet mod forældrene trækker hun på egne erfaringer, sociologisk teori og på interviews med unge voksne med CP. Oplægget giver anledning til refleksion om, hvordan vi generelt, men også mere specifikt i relation til familieliv, taler om og inddrager unge med CP.

I oplægget til børn med CP viser hun billeder og fortæller om hendes opvækst og minder fra sin barndom og teenagetid. Målet med fortællingen er at give gruppen mulighed for at dele oplevelser om det at have CP.

Program for familiedagen

Kl. 09.30-10.00: Ankomst og velkomst

Kl. 10.00-11.00: Oplæg for forældre v/Olivia Dahl Nielsen – legeaktiviteter for alle børn

Kl. 11.00-11.15: Pause - frugt, saft og kaffe

Kl. 11.15-12.15: Oplæg for forældre v/Lotte Hedegaard-Sørensen og for børn med CP v/Olivia Dahl Nielsen – legeaktiviteter for søskende

Kl. 12.15-13.15: Fælles frokost for alle

Kl. 13.15-14.00: Forældre - erfaringsudveksling og refleksion på baggrund af dagens oplæg -lege/friluftsaktiviteter i Elsass Fondens park for alle børn

Kl. 14.00-15.00: Fælles lege- og friluftsaktiviteter for hele familien

Kl. 15.00: Tak for i dag

Tilmelding til familiedagen den 17. april

Send en mail til Birgit Cornett bc@cpdanmark.dk – skriv ’Familiedag’ i emnefeltet. Oplys navn(e), adresse, telefonnummer, mailadresse, alder på alle deltagende børn/unge og evt. hjælpere. Tilmeldingen er ’først-til-mølle’ med sidste frist den 22. marts 2021.

Deltagelsen koster 100 kr. pr. voksen og 50 kr. pr. barn op til 18 år. Prisen inkluderer frokost, forfriskninger, kaffe og kage samt deltagelse i dagens program.

Vi tager forbehold for coronarestriktioner.

Sidst opdateret:
Gå til top Top